“Lyver du fordi din far er død?” Ordene kommer, forsvinder, blæser opad og væk. En fugl pipper, som om den har en herlig dag. Det gør ondt i hans ører. De trykker, som vil de ind i hovedet.
“Hvad mener du”, hvisker han.
”Jeg ved godt, han er død”. Hun vender sig hurtigt, slingrer ud til siden og retter op igen. ”Din mor har sagt det til min mor. Hun tørrer også røv på de gamle oppe på Rosengården, de er kolleger nu.”
Mattis har en familie, der lige er flyttet. Mor og Mimi og Mattis er flyttet til en ny by, men far er død og flytter ikke med. Mattis ved ikke, hvordan han nogensinde skal blive glad igen, han spiller ikke fodbold mere, han græder ikke og han taler ikke med nogen. Først da den irriterende Frederikke insisterer på, at han skal ”melde sig ind i kampen”, så melder han sig ind. Han melder sig ind i livet igen – og på fodboldholdet.
Det er en bog fra virkelighedens verden, og Mattis får ikke sin far igen, men han får øjnene op for, at alle har noget at kæmpe mod og med i tilværelsen, og man må være en del af kampen og ikke blot stå på sidelinjen. Som fodboldspiller har han en bold, der kan give ham adgang til livsglæden, og moralen er (ikke at der er en tydelig morale, men…) at man må glæde sig over det gode i tilværelsen. Man må sætte pris på de venner, man har. Man må opføre sig ordentligt overfor sin familie – også sin mor.
Bogen tegner et nuanceret billede af en sorgramt dreng, den viser en mor, der prøver at få tilværelsen til at hænge sammen og den viser lærere , fodboldtrænere og bibliotekarer, der også ser mere, end børnene opfatter i første blik.
Zoom-serien er skrevet til læse-utrænede, og her får de en kompleks fortælling i et enkelt sprog. Den er fortalt i et konkret sprog, men med masser af billedsprog hentet fra hverdagen.
Det er simpelthen en god historie, hvor man som læser tror på Mattis.