Det er underligt, sagde jeg.
Hvad? Spurgte Kjersti.
Hvor glad og ked af det, jeg kan være på samme tid.
Denne lille – og på visse måder smalle bog – er en dybt rørende kortroman. Henrik på 16 bor sammen med sin mor. Han kender ikke – og har aldrig boet sammen med sin far. Så den eneste mandlige voksen, han for alvor kan relatere til er morbroderen, Simon. Men pludselig flytter Simon ind hos Henrik og hans mor, og Simon er blevet til en skygge af sig selv: Det jeg husker allerbedst, er hans gule tænder. Tøjet hang som store gardiner om kroppen på ham. Allerede den første nat Simon bor hos Henrik og moderen bliver det tydeligt, at Simon er alvorligt syg, da han kaster op på toilettet og derefter ligger som livløs på badeværelsesgulvet. Muligheden for, at han er misbruger, sniger sig naturligvis ind på læseren, men snart bliver det klart, at der er noget helt anderledes alvorligt på færde. Simon har kræft og er døende.
Ved siden af dette faktum er der så Kjersti. Han er vildt forelsket i denne skønne pige. Vi kommer ind i fortællingen, hvor Kjersti netop er taget til Rom på ferie sammen med sine forældre, så Henrik tænker på hende, når tankerne om Simon ellers tillader det.
Romanen indeholder en flot formuleret spændthed i dobbeltfølelsen af på den ene side at være sorgfuld pga. Simons sygdom og snarlige død og på den anden at turde hengive sig til den livbekræftende syge, som en forelskelse jo er.
Men det er næsten som om det er lettere for ham at være i sorgens greb end i lykkens. Det giver sig nu lidt, da Kjersti vender tilbage fra sin ferie, og det viser sig, at den følelse, de havde løftet en flig af inden hendes rejse, holder fuldt og helt, så de kan erklære sig for at være kærester.
Mod slutningen af fortællingen vover Henrik endog at tage Kjersti med hen – først på sygehuset, hvor hun ser, hvor ilde det er fat med Simon – og bagefter ved en fest ender med at tage hende med op i Simons lejlighed og tilbringe natten der.
Her synes det som om kampen for kærligheden og livet har taget livtag med sorgen og vinder for og med denne handling.
Romanen er smuk og velskrevet. Den er skrevet med meget varieret linjelængde og har næsten karakter af et langt prosadigt, men er på ingen måde vanskelig at læse. Desuden er den smukt og lydhørt oversat af Nanna Gyldenkærne.
Jeg indledte med at kalde romanen for en smal bog, og det gør jeg, fordi der næsten ingen handling er i den, Det er Henriks forhold til personificeringerne af sorg og glæde, der fylder romanen. Henriks mor er fx stort set fraværende – både som karakter, psyke og omsorg. Men det gør ikke noget. Det er spændet mellem de to grundfølelser i Henrik, der bærer fortællingen og gør det så fint.
Brynjulf Jung Tjønn er en norsk forfatter (f. 1980) og Hvor er du smuk er hans tredje bog, men hans første børnebog og er hans første udgivelse på dansk.
Selvfølgelig kan romanen læses af hver enkelt i en god stol – men der er så mange både fine og rå beskrivelser i den, som kunne fortjene, at man drøftede dem i en klasse. Det behøvede ikke være i en dansktime, men kunne ligeså vel være i en time, hvor livsfilosofi var på dagsordenen. Der er fx en sekvens, hvor Simon taler om at skulle dø – Det er både rørende og barskt på samme tid. Som læser er man i hvert fald langt fra uberørt.
