Jeg lovede at opføre mig ordentligt, tænker Herman. Jeg prøvede virkelig, men jeg kunne ikke.
Det er ikke nemt at være hund. Og det er bestemt ikke nemt at være hund, når man er alene hjemme. Så er man rigtignok fri. Man er dog ikke fri i Epiktets forstand, før man er herre over sig selv. Og det er Herman altså ikke. Epiktets citat indleder bogen:
Frihed opnår man ikke ved, at ens ønsker opfyldes, men ved helt at ophøre med at ønske sig noget. Intet menneske er frit, som ikke er herre over sig selv.
Herman er en slukøret hund, når man ser på illustrationerne. Hans snude hænger virkelig meget, hans øjne ser altid lidt forundrede ud, og hans ører hænger på snudevis ned, ned. Herman skal være alene hjemme. Der er en kage. Der er også blomsterjord. Og en kat. Hvor galt kan det gå? Det kan gå meget galt.
Det er kage. Jeg lovede, at jeg ville opføre mig ordentligt, tænker Herman, men jeg ELSKER kage.
Da Oscar kommer hjem til Herman er alt kaos, så de går en tur. Her møder Herman igen en kage, blomster og en kat. Dem går han viljefast forbi. Men… så står der en herligt duftende skraldespand. Hvad gør Herman nu? Der er retoriske spørgsmål til læseren. Hvad gør Herman. Og det kan man tale om, lytter og oplæser imellem, når bogen læses igen og igen. Det er viljen til at udsætte behov, der er i fokus. Det er overjeg og id, hvis Freud blev spurgt. Og hos Herman er det ikke overjeg’et, der fører på point. Sådan er det at være hund.
“Åh nej, Herman!” er en herlig billedbog med fine, klare hunde, katte og kager. Epiktet bliver her udlagt på helt forståelig vis.
