Det sker heldigvis med jævne mellemrum, at man som anmelder møder nogle af børnelitteraturens sande perler. Bøger, der sætter børs vilkår i perspektiv. Bøger, der på rafineret vis tør sætte ord på de mest rå og skånelsesløse sider af tilværelsen. Dette er på alle måder tilfældet i Gro Dahls og ægtefælle Svein Nyhus’ seneste bog ”Akvarium”. Den er tung, den er alvorlig og den er et mesterværk.
Vi møder pigen Moa, der bor alene med sin mor, der er en guldfisk i et akvarie. Moa passer sin mor hver dag. Hun sørger for at give hende mad, hun passer hjemmet, så godt hun kan. Hun sørger for at gå i skole hver dag. Her fortæller hun stolt om sin smukke mor i akvariet, og om hvordan hun taler med hende. Det er bare ikke alle, der tror hende.
”Det er ikke så underligt, for ingen af de andre har en mor, som er en fisk”
Moas lærer spørger, om hun må komme hjem og se fisken, men det passer desværre ikke så godt den dag.
Moa beslutter sig for at tage sin mor med i skole i en lille skål, men vandet skvulper over på vejen, og fisken er tæt på at udånde. Moa når med nød og næppe at få den hjem i akvariaet.
En dag kommer Moas lærer på uanmeldt besøg.
Moa hører det banke, men hun åbner ikke…Moas hjerte er som en fisk, der flagrer rundt mellem planterne, en guldfisk, der gemmer sig i det bagerste hjørne. Vil ikke, kan ikke. Ikke nu. Ikke nogensinde.
Læreren kommer dog indenfor og laver risengrød til Moa, og til slut sidder de to ved bordet, mens der tændes lys i vinduerne i blokken. Som om der er akvarier over det hele.
Litteraturanmelder på Weekendavisen, Damian Arguimbau, kalder med rette bogen for alvorstung og meget norsk. Han pointerer, at man i dansk børnelitterær sammenhæng har tradition for at krydre historier om omsorgssvigt og andre alvorlige emner med humor og ironi. I Norge går de mere lige til sagen. Sverige ville sikkert helt have undgået den.
Pigen Moa er udsat for massivt omsorgssvigt og Gro Dahle formår at holde historien i det konsekvente barneperspektiv, hvor vi hele tiden ser verden med Moas øjne. Vi kommer helt ind i hendes dybeste føleleser, når hun tømmes for luft og synker, når moderen bare svømmer forbi hende, som om hun ikke betyder noget. Vi hører om, hvordan hun savner, at moderen ind imellem skælder ud og sender hende i seng. Vi følger hendes tilværelse uden nærvær, kærlighed og grænser.
Jeg er glad for, at man ikke forsøger at nedtone med humor, for der er ingen humor i Moas liv. Humoren, og i særdeleshed ironien, ville være malplaceret, og omvendt negere alvoren, og det er ikke meningen med bogen.
Svein Nyhus’ illustrationer er holdt i kolde farver. Særligt, når vi er hjemme hos Moa, hvor stort set kun den kolde akvarielampe oplyser lejligeheden. I skolen, hvor Moa kan være barn uden voksnenansvar, er illustrationerne holdt i varme farver. Det samme er læreren, der som den eneste voksne ser Moa og bekymrer sig om hende.
Bogen vandt den norske Kritikerpris for beste barne- og ungdomsbok i 2014. Det er en rå og ærlig historie, der bør læses af vokse sammen med børn. Den vil lægge op til en snak med barnelæseren om indholdet, og hvorfor et barn skal tage sig af sin mor og ikke omvendt.
Jeg vil kraftig anbefalde, at man som skole satser på bogen i klassesæt. Der er rigeligt at tage fat på for mellemtrin eller udskoling. Som med alle andre billedbøger har bogen desværre prisen imod sig, men den er pengene værd.
Hovedpersonens navn Moa er på trist vis velvagt. Der åbnes dog for håb til sidst. Man kan håbe, at lærerens besøg betyder, at der fremover er voksne, der ser Moa for det barn, hun er. Voksne, der kan tage over og passe guldfisken i akvariet.
