”Vi mennesker vælger altid den nemmeste løsning først,” sagde Rebekka.
”Det er nemmere at blive vred end at være ked af det.
Nemmere at råbe op end at græde.
Men nogle gange kan det være det eneste rigtige at græde.”
Jesper Wung-Sung har det med at lege med eventyrgenren i disse år. Sidste år udkom Lillefingeren, der var indstillet til Kulturministeriets Forfatterpris for børn og unge, og nu er der så nyt igen: Alfred og gabestokken.
Kort fortalt er der tale om moderne eventyr, der, som eksempelvis ungdomsromanen Zam, handler om at være barn og / eller voksen, om fangenskab over for frihed – og det med at være forelsket.
Inden barnet, eller den unge, går i gang med læsningen, er det nok væsentligt at forklare ordet gabestok – både dets denotative betydning som historisk afstraffelsesredskab, og så dets konnotative betydning; at være ufrivilligt fastlåst i en eller anden situation. En gabestok er altså ikke en stok, man læner sig op ad, når man er træt og gaber.
I gabestokken sidder Alfred -både i den ene og den anden forstand. Han sidder på byens torv og er en mester i at råbe grovkornede fornærmelser efter alt og alle. Han lever af de rådne grøntsager og frugter, folk kaster efter ham, og de fluer han fanger med øjenlågene og sin lange skarpe tunge. Hånen, han leverer, går især ud over de skiftende konger og kongelige. Han har nemlig hånet og råbt op så længe, at ingen længere kan huske hvorfor eller hvor længe, han har siddet der – godt og vel en 40 kongers tid. Eller udregnet i hans venner rotternes livslængde, venner han nummererer, så når vi til rotten med navnet R515.
Undervejs har der også været nogle piger forbi. Piger, som han har været (små)forelsket i, men som har droppet ham bytossen til fordel for mere fornuftige og stabile mænd.
Alt forandres, også fortælletempoet, da en ny ung konge træder ind på scenen. En konge, hvis mål det er at give Alfred friheden, og som viser en vis forståelse for ham. Desuden sker der det, at Alfred bliver uhjælpeligt forelsket i tjenestepigen Rebekka. Han bliver sat fri en skøn forårsdag, bliver gift og eventyret ender med, at hans datter spørger ham, hvorfor han dog stadig har et inderligt behov for at svine folk offentligt til og fortælle dem sandheden. For selv om han er sat fri, fabrikerer han en transportabel weekendgabestok som han bringer ned på torvet, og så råber han op igen. Moralen lyder:
”Et kongerige uden en konge er ikke et rigtigt kongerige,” svarede Alfred. ”Og en konge uden en by er ikke en rigtig konge. Og en by uden et torv er ikke en rigtig by. Og et torv uden en tosse er ikke et rigtigt torv. Så vi har alle sammen brug for én, der står og galer op.”
Det er den groteske fortæller Jesper Wung Sung, vi har fat i her. Ham der skrev novelleklassikere som At gøre sit bedste slår ingen mand af hesten. (Trælår, 2009). Som i den fortælling er det pæne og politisk korrekte gemt langt væk til fordel for en grovkornet, ramsaltet fortælling, fortællestil og sprog. En stil, der passer som fod i hose til et eventyr – og som gør oplæsning af Alfred og gabestokken til en god oplevelse for oplæseren – og for lyttere fra 9 års alderen. Skal børn selv læse den, skal de være lidt ældre.
Nu har Wung Sung så selv stukket hovedet i gabestokken og fået fortalt en ligefrem og vigtig fortælling for børn i et sprog, de ikke vil have svært ved at forstå. Og drengene, de kan helt klart være med….
John Kenn Mortensen har illustreret de små vignetter og omslaget, der i baggrunde signalerer eventyrslot og dybe mørke skove, men hvor portrættet af Alfred i forgrunden ikke rummer samme finesse, som omslaget samme kunstner lavede til romanen Zam. Til gengæld er de små vignetter med til at tilføre eventyret stemning.
På mange planer er Alfred og gabestokken, som alle Jesper Wung Sungs bøger, fyldt med intertekstuelle referencer. Dem kan læseren selv tjekke, men selvfølgelig er H.C. Andersen som altid med som en slags bagtekst. Her fornemmes eventyr som Svinedrengen og Klods Hans for blot at nævne to. Det mere grovkornede stammer fra ucensurede versioner af Brdr. Grimms folkeeventyr. Og selvfølgelig bringes tankerne hen på Wung Sung himself og et eventyr som Frøen og fluen. Alfred skal gennem så meget ondt, før han får sin del af lykken. Og det er måske i grunden heller ikke så galt.
Efter sit store velfortjente gennembrud som voksenforfatter – hvilket er En anden gren af forfatterskabet – er det godt at se, at de unge læsere ikke er glemt. Alfred og gabestokken er absolut læseværdig; men den kræver en modig læser, og i undervisningen en modig lærer: for knækker eleven Alfred og gabestokken er Fanden løs … Der ligger megen sandhed om vores liv gemt i gabestokken på torvet i dette kongerige, hvor Alfred engang stod og galede op. Om det at turde sige sandheder, at være anderledes og have svært ved at finde sin plads i fællesskabet. Man undres og forundres over Jesper Wung Sungs høje niveau som forfatter og fortæller, selv når teksten skal være og er, karsk, barsk og ikke noget skønmaleri. Tak for eventyret!
Illustrator John Kenn Mortensen
