Alice bag spejlet

‣ Forfatter: Lewis Carrol

‣ Illustrator: Emma Chichester Clark

‣ Oversætter: Jette Røssell

‣ Forlag: Carlsen

‣ Udgivelsesår: 2013

‣ Pris: 249,95

‣ Målgruppe:5+

‣ Sidetal: 56

‣ ISBN: 978871138694

Da de fleste læsere på Bogbotten.dk øjensynlig allerede vil være bekendte med Lewis Carrols bøger om Alice, vil denne anmeldelse ikke dreje sig så meget om selve handlingen i bogen, men snarere om et par teoretiske fikspunkter samt en nøgtern forholden sig til bogens illustrator Emma Chichester Clark.

Lewis Carrol, navnet er egentlig et pseudonym for Charles L. Dodgson, skrev ” Alice i Eventyrland” i 1865, og i børnelitteraturhistorien regnes bogen for et af de første regulære eksempler på den fantastiske fortælling for børn, selv om flere forskere har peget på, at i og med, at Alice vækkes til sidst i bogen af sin søster, er der egentlig ikke tale om en fantastisk fortælling, fordi det fantastiske aldrig fandt sted. Anna Karskov Skyggebjerg gør opmærksom på denne debat i sin Ph.d.- afhandling fra 2005 om den fantastiske fortælling for børn.

Bogen er også karakteriseret i den såkaldte nonsensgenre, fordi dens handling griber ind i sig selv, så læseren kastes ind i en fabulerende fortælling, hvor den ene mærkværdige hændelse afløser den anden. Persongalleriet udgøres af groteske figurer, Filurkatten, kaninen med uret, Den gale hattemager osv. Også på det sproglige plan udfordrer Carrol den gængse forståelse og logik, og Alice må sammen læseren forholde sig til ting og ord, som ikke altid er lige forståelige, hvilket heller ikke er hensigten.

I 1871 skrev Carrol fortsættelsen til ”Alice i eventyrland”, ”Alice bag spejlet”. Her vender Alice tilbage til en forunderlig verden beboet af sære væsner. Vi møder Tweedelidee og Tweedelidoo, Humpty Dumpty og den hvide og den røde dronning. Hvor ”Alice i Eventyrland” har kortspillet som et tema, har ”Alice bag spejlet” skakspillet som det bærende element i fortællingen. Således skal Alice som bonde bevæge sig otte felter frem på spillepladen for at blive dronning til sidst.

I ”Alice bag Spejlet” viderefører Carrol den fabulerende fortælling med groteske figurer. Netop brugen af det groteske er endnu et af de elementer, som skulle komme til at definere selve den fantastiske genre, fordi netop denne genre gav plads til det groteske, og skabte en kontekst, hvor det groteske kom til sin ret, fordi det var med til at understøtte den undren, som læseren møder den fantastiske genre med. Det groteske i form af sære, abnorme væsner skulle siden få stor indflydelse på andre signifikant engelske forfattere som C.S. Lewis og J.R.R. Tolkien, hvis fortællinger fra henholdsvis Narnia og Middle- Earth var befolket af groteske, fantastiske væsner. Disse værkers indflydelse på den fantastiske fortælling og fantasy er vidst mere end blot historie.

Man kan måske med rette spørge, hvad vi så skal med endnu en udgave af ”Alice bag spejlet”? Er en historie om en piges fantasier gestaltet i Victoriatidens England vitterlig stadig relevant for det moderne multimediebarn?

Svaret må være positivt. Bare fordi fortællingen har nået en moden alder, betyder det ikke, at den har mistet sin relevans. Set fra et pædagogisk og didaktisk synspunkt er der al mulig god grund til at præsentere de klassiske fortællinger for nutidens børn. Også, og måske især, uden for klasseværelset.

Emma Chicester Clarks illustrationer bidrager hertil. Deres detaljerigdom med mange iboende sylepser leder tankerne hen på Scherfig, Ib Spang Olsen og Sven Nordqvist. Clark har et efterhånden bredt illustratorskab og forfatterskab bag sig, og det er tydelig, at hun i ”Alice bag spejlet” har fundet anledning til at lade fantasien få frit spil. Det farverige persongalleri kalder på illustratorens indlevelse i fortællingens univers, og her gebærder Clark sig som en fisk i vandet. Hendes illustrationer er på en gang understøttende og meddigtende, og skaber scenografien for det kontrollerede kaos som udgør Alices drømmende, kalejdoskopiske skakparti bag spejlet.

Billedbogen er baseret på Carrols fortælling, hvorfor flere passager fra originalmanuskriptet er bortredigeret. Dette til trods bliver læseren præsenteret for en fin sammenhængende fortælling, hvor det imidlertid gælder om at holde tungen lige i munden, og tilsidesætte den sunde fornuft. Den er alligevel ikke meget bevendt bag spejlet.

 

 

Anmeldelsen er skrevet af Janus Neumann

Janus er uddannet lærer og Cand. Pæd, i didaktik m.s.h.p. dansk med speciale i børne- og ungdomslitteratur. Han har arbejdet på Skovshoved Skole i Gentofte i mere end 20 år, og er nu redaktør på tidsskriftet DANSK og faglig konsulent for Dansklærerforeningen samt underviser i dansk på læreruddannelsen. Janus har en særlig interesse for den børnelitterære historie, den ironiske børnelitteratur og billedbøger. Han har gennem flere år anmeldt for Folkeskolen, Børn og bøger og naturligvis Bogbotten, hvor anmelderiet begyndte.