Nu er det ikke kun madpadder, der er forskellige. Det er folk også. Særligt Ole, hvis jeg skal være ærlig. Og for at stikke fingeren i jorden, eller hvad det nu hedder, det er stort set kun den slags mennesker, jeg tiltrækker. Men med Ine er det anderledes. Hun er mere som en slags frivillig støtteperson eller noget. Så helt ærligt har jeg aldrig forstået, hvorfor Ine hænger ud med os. Hende, der er god til gymnastik og oven i købet har fået bryster.
Man kan med glæde citere langt og meget fra ”Anton og andre uheld.” Anja Hitz har oversat fra norsk, og hun får holdt hele den humoristiske underspillede tone med et sprog, det er en fornøjelse at læse. Den tolvårige Anton fortæller om sit liv, og det hele set gennem hans sorte humor, hans gå-på-mod og hans meget realistiske syn på sig selv, faderen og den lille families omgangskreds.
Anton går i klasse med Ine, en pige, hvis forældre gør rent, (har hvide flader overalt derhjemme), og han går i klasse med Ole, hvis forældre elsker at sidde sammen på et tæppe og holde i hånd. Antons mor er død, hun blev kørt over af en bus, og nu er der kun Anton og faderen til at holde familiemiddage. Det er ofte pizzaer, men de kan så til gengæld begge to lide at spise pizza med benene oppe på sofabordet.
Anton er ved at blive voksen, Ine og Ole og Anton vil gerne finde en kæreste til faderen, Ine vil gerne have sine forældre til at være lidt mere glade for hinanden og Ole vil gerne holde en klassefest. Det er handlingstrådene i denne underholdende ”bliv-ung-roman”, men der er også mange forviklinger i børnenes forsøg på at lægge alt til rette for de voksne.
Madpakker spiller en særlig rolle: har man forældre, der skriver på børnenes bananer (”hav en god dag”, ”du er fantastisk” og ”hold ud”) eller har man forældre, der giver en lækre boller med i madpakken, – eller er det som hos Anton, at man får knækbrød med gedeost. Hver dag. Uanset hvilken madpakke man har, så er det herligt at have venner, man kan dele sine trængsler og glæder med.
Det er Gudrun Skrettings første børnebog, den er vedkommende, fortalt med overskud – og giver et godt billede af børns venskab, af deres syn på voksnes liv og den viser, hvordan man også kan klare livet og hverdagen uden af være perfekt.
Venner er betydningsfulde. Venner kan være forskellige. Det er moralen. Og så er forældrene heldigvis rimelig fornuftige uden at blande sig alt for meget.
Anton blev undfanget ved et uheld, thi der var et hul i kondomet. Det kan der også komme et godt og elsket barn ud af.
