”Der er meget lidt plads på mit værelse, når vi er fem. Og da far banker på og som sædvanlig åbner døren uden at vente er Nils ved at blive klemt bag den.
Far har da heldigvis klippet sin tjavsede hestehale af, men jeg er alligevel ret flov over ham.”
Anton er 13 år, han er søn af en far, der forbereder sit bryllup med Anne. Antons mor er død, og faktisk er Anton ret glad for Anne, så alt er godt.
Det er vinterferietid, og Anton og hans venner har et projekt: De skal skaffe penge, så Øyvind, en af drengene i kliken, kan komme med på skoletur. Hans mor har ikke mange penge, og han har takket nej til turen for ikke at belaste familiens økonomi.
Vennegruppen skal nu sørge for at få pengene i hus. De laver en virksomhed, der blandt andet bager scones, lufter hunde og giver teknisk bistand til pensionister, der har bøvl med computere og telefoner. Det går godt. De får mange oplevelser ud af det, og de møder også Sofia, der bor i en stor villa med swimmingpool. At besøge den villa får Anton til at tænke, at det er godt at være rig. Faktisk tænker han vældig meget på det. Han beslutter sig for at blive rig.
I et muntert, underholdende og underspillet sprog fortælles der om vennegruppens vinterferie. Historien er herligt fortalt. Selv som voksen læser man med glæde om de første forsøg fra Oles side på at imponere Sofia. Og Antons kæreste Ine, der er på Island med sin mor, er også god til at sende beskrivelser af moderens find-dig-selv-tur hjem. Fx billeder af fyrre kvinder, der dyrker yoga på små måtter! Det er Ines tilværelse i de tre uger, det tager for moderen at finde sig selv.
Moralen i Anton den store er tydelig:
”Penge er faktisk supervigtige, hvis man har for lidt af dem. Som Øyvind og hans mor. Og Victor, som kun får sine børn at se en gang imellem. Der er rigtig mange mennesker i denne verden, der har for få penge.”
Og det er rigtigt. Der er mange, der har for få penge. Men så kan man måske have en gruppe venner som Anton, Ole, Nils, Karoline, Ine og Sofia. De skal nok være der, når man har brug for det.
Gudrun Skretting har skrevet tre bøger om Antons liv. Dette er nummer tre, og der kommer forhåbentlig flere. Hun skriver med en varme, der giver fint indblik i de 13- åriges liv og hverdag. Og hun sætter gode problemer til debat.
Links: Om Gudrun Skretting
