Vi ser i øjeblikket en rivende udvikling på det børne- og ungdomslitterære marked. Vi ser, hvordan mange historier bredes ud på tværmediale flader, hvorved de rammer mange forskellige brugergrupper. Vi ser, hvordan enkelte historier kan sprede sig fra bøger og tegneserier til film, computerspil og LEGO-klodser. Og det er i sig selv en interessant udvikling, fordi historierne derved ikke fastholdes på et bestemt medieplan, men har mulighed for at udvikle sig i takt med, at de bliver fortalt med de mangfoldige virkemidler, som det enkelte medie opererer med.
Det er altså en ufravigelig realitet, at moderne medier spiller sammen, og på samme måde, som det er sket for bøgerne, må også computerspillene affinde sig med at blive omskrevet til andre medieformer. En af de seneste i rækken af tværmediale fortællinger for young adults er computerspillet Assassin’s Creed, der er blevet omskrevet til bogform. Det måtte jo komme. Spillet er solgt i 100 millioner eksemplarer på verdensplan, og på linje med mange andre computerspil har det en trofast – og altså ganske talrig – fanskare. Assassin’s Creed blev filmatiseret i 2016, og filmen fik lidt lunkne anmeldelser. (Det er som om, at film baseret på computerspil generelt har det svært). Spørgsmålet er nu, om Assassin’s Creed kan gøre sig som bog?
Den unge Owen rejser tilbage i tiden til 1863 og et New York, der er præget af den amerikanske borgerkrig. Her skal han forsøge at rense sin fars navn. Faren var offer for justitsmord og døde i fængsel i fortiden. Owen får hjælp til tidsrejsen af computernørd og IT-ansvarlige på skolen, Monroe, der har opfundet et apparat, der i en slags Virtual Reality kan genskabe genetiske minder i hjernen, hvorved man kan genopleve og altså ændre fortiden. Et risikabelt forehavende i sig selv. Owen finder ud af, at han i fortiden er kriger, og at han skal kæmpe mod Tempelridderordenen i New Yorks gader, der emmer af vold og had. I sit øre har han Monroe, der guider ham gennem tidsrejsen og måske kan hjælpe ham med at rense farens navn. Tanken om minder lagret i DNA er fængende. Det er godt tænkt.
Det er den amerikanske forfatter Matthew J. Kirby, der har skrevet historien. Kirby har flere succeser bag sig, blandt andet “The Clockwork Three” og senest “A Taste for Monsters”. Ser man på Kirbys egen hjemmeside, får man indtryk af, at Assassin’s Creed, The Last Descendants har fået overordentlig megen medieopmærksomhed og tilsyneladende nyder stor læserinteresse. Og dette er ikke uden grund, for Matthew J. Kirby har skrevet en højspændt historie, der appellerer til YA-målgruppen. Der er højhastighedstempo, kampe, vold og masser af dialog. Desuden kan Kirby skabe scenarier, når han skriver; de går direkte i læserfantasien.
Assassin’s Creed er en bog, der holder, hvad den lover. Det er fedt, at fans af computerspillet nu også får mulighed for at møde universet på bogform. Man kunne hævde, at dette også vil give lidt afveksling fra de mange timer foran skærmene, og det er i visse tilfælde nok ikke så skidt.
“Assassin’s Creed, De sidste efterkommere” skal ud på skolebibliotekerne. Og gerne i flere eksemplarer, for hvis den præsenteres tydeligt på nyhedshylden, vil den blive lånt flittigt. Det er godt med YA-bøger, der også er for drenge, for de kunne godt tilgodeses hyppigere i det læsersegment.
Jeg stillede tidligere spørgsmålstegn ved, om Assassin’s Creed kan gøre sig som bog. Det kan den. Punktum.
