Børn burde ikke glæde sig til at se deres forældre. De burde glæde sig til jul og til fødselsdag og til nye afsnit af deres yndlingsserie på tv og til sommerferien, men ikke til at se deres mor eller far. Forældre skal bare være der. Begge to. Hver dag. Det synes jeg.

Sådan tænker Astrid, men sådan er det ikke for hende, for hendes forældre er skilt. Hun er et skilsmissebarn. Derfor må hun præsentere sig således:

Det her er Huset Fremad. Det ligger på Amager i København, og det er her, vi bor. Altså nogle af os. Noget af tiden. Svært at forklare, men lad mig prøve. Jeg hedder forresten Astrid.

Det er ikke nemt at være et ondt skilsmissebarn som Astrid, der ønsker, at bedstevenindens forældre skal blive uvenner, så hun også skal prøve at være skilsmissebarn. Og det er svært at være en god veninde, når de fleste af ens ønsker går ud på, at mor og far skal bo sammen igen.

Marianne Verge fortæller med ironi og overskud, og hun har et fint blik for Astrids syn på hverdagens udfordringer. Om venskabsgrupper står der eksempelvis:

I går, tirsdag, skulle vi have venskabsgrupper med hjem. Sæt lige ’venskabsgrupper’ på listen over dårlige ord sammen med ’delebarn’ og ’skiftedag’ og ’skærmfri morgener’. Det mest latterlige ved venskabsgrupper er, at det lige præcis ikke er ens venner i klassen, man har med hjem. Man får nogen med hjem, som lærerne synes, man skulle blive venner med.

Heldigvis går det godt med venskabsgruppen.

Vild Dingo er en serie, der fortæller gode historier med en forholdsvis kompleks handling, men i et letlæst sprog. Lixtallet er på 22, og det er således en bog, der er overkommelig at give sig i kast med.

Astrid er desuden en sød pige, man gerne vil kende. Hendes mor og far bliver nok aldrig et par igen, men måske får Astrid lært at affinde sig med at være et delebarn med skiftedage og skilsmisseproblemer. Sådan er det jo også for Emil fra venskabsgruppen. Astrid er ikke alene.

Marianne Verge
Gyldendal
Om Dingo-serierne, herunder også Vild Dingo-serien