”Jeg er helt vild med Sophie Kinsellas bøger. Punktum. Dem af jer der har læst ‘Shopaholic’-serien, forstår mig sikkert godt. Så derfor har jeg haft et godt øje til ‘Audreys Verden’ siden jeg første gang så den i gennem butiksruden, og mine forventninger var sindssyge høje, da jeg endelig fik fat i et eksemplar. Jeg kan afsløre, kære læser, at næsten alle mine forventninger blev opfyldt.” sådan skriver Ida Marie Mortensen, der helt sikkert er en læser, der befinder sig i målgruppen for Sophie Kinsellas bøger.
Sophie Kinsella har skrevet (mindst) to bøger i ”Shopaholic-serien” om glæden ved… ja, glæden ved at gå amok i strøggadens butikker.
Det er den samme unge stil, der følger med i ”Audreys verden”, hvor Audrey er 14 år og går med solbriller for at skærme sig mod verden. Hun er (som hovedparten af ungdomslitteraturens teenagere) en del af en forholdsvis dysfunktionel familie, der har masser af konflikter, men her er de holdt i en ironisk og humorisktisk tone med en underliggende kærlighed på trods af forskelligheder. Audrey har en bror, der er ”gamer”, en mor, der læser Daily Mail med stor passion og en far, der er fraværende.
Romanen er skrevet i et mix af klassisk beretning, filmmanuskript, kursiverede indslag og lister over alt på bedste Nynne- og Emmy-facon. Og så er der masser af eksplicitte henvendelser til læseren. Man føler sig i stue med Audrey:
Men det nytter ikke noget at sige noget af det her til mor, for det er logisk, og mor tror ikke på logik, hun tror på horoskoper og grøn te. Nåh jo, og så Daily Mail:
OTTE TEGN PÅ AT MIN MOR ER AFHÆNGIG AF DAILY MAIL:
- Hun læser den hver dag.
- Hun tror på alt, hvad der står i den.
- Hvis man prøver at tage den fra hende, hiver hun den til sig og siger: ”Slip den”, som om man forsøger at kidnappe hendes elskede barn….
(…)
- Hun prøvede engang at droppe den, fordi al hendes opmærksomhed og energi skulle helliges en faste, som hun sagde. Hun klarede det en halv formiddag.
Sådan kan man også beskrive en mor.
Et andet citat giver et billede af den fine og skarpe dialog, der findes mellem de voksne og Audrey, Frank, Linus og de voksne.
Frank ser bare på hende et øjeblik. Så ryster han på hovedet med et bedrøvet udtyrk i ansigtet. ”I voksne. I tror teenagere lyver. I går ud fra, at teenagere lyver. Det er udgangspunktet. Det er umådeligt deprimerende.”
”Jeg går ikke ud fra noget – ” begynder mor, men han afbryder hende.”
Og sådan er selve fortællerdrivet i bogen bygget op over den skarpe, præcise, ungdommelige selviscenesættelse, jeg-fortælleren lægger for dagen. Det er en sygdomshistorie, en kærlighedshistorie, en klassisk ungdomsroman om at blive voksen – og det er en helt, helt amerikansk en af slagsen.
Her fungerer den. Den vil blive læst. De knap 400 sider når man kvikt igennem, der er ikke meget i sproget, der spænder ben for læseren.
http://www.sophiekinsella.co.uk/
