Så skete det igen: Der landede en bog på bordet, om hvilken man efter en enkelt gennemlæsning kunne konstatere, at den ville aldrig kunne være skrevet i Danmark. Historien, illustrationerne og tilgangen til fortællingen bærer en kulturel forskel i forhold til danske bøger. Det pirrer altid min nysgerrighed på fortællertraditioner.
Bagefter beskæftiger sig med, hvad der mon sker bagefter. Når livets skjorte bliver for kort, når tiden rinder ud, når vi ikke er her mere. Den handler om døden. Et for børnelitteraturen stadig ømtåleligt emne, men som her præsenteres med en munterhed og den portion af eftertænksomhed, der nødvendigvis må indfinde sig, når emnet falder på noget eksistentielt, nemlig når eksistensen ophører.
Hvilken anden genre end fablen kan give børnene svar? Fablen er indbegrebet af fiktion og dyrker dermed distancen til virkeligheden. Vi kan spejle os i fiktionen, og vi kan spejle os i de dyr, som vi møder i fablerne. I denne fabel møder vi en flok cirkusdyr, der alle optræder i Circus Mortimus. Bemærk navnet. Hver dag sætter dyrene deres liv på spil i halsbrækkende cirkusnumre, og når man ser døden i øjnene hver dag, kommer man uvægerligt til at tænke på, hvad den mon er for en størrelse.
Dyrene kommer fra hele verden, og historiens røde tråd spindes omkring de forskellige kulturelle forudsætninger for at forstå døden. Fx kan man være en højdernes haj som Habib, der tror, at man kommer i himlen og møder dem, man holder af. Eller man kan være som Chung, den charmerende chihuahua-kugle, der tror, at vi efter døden nogle gange kommer tilbage til jorden for at feste på De Dødes Dag, Dia de Muertos i mexicansk tradition. Eller måske er man mere som skarabæen på to hjul, der tror, at vi kommer på en lang besværlig rejse i dødsriget og møder fortidens faraoer.
Hvordan dyrene får svar på de spørgsmål, som ingen kan besvare, må man læse sig til. En afsløring gives ikke her.
Nu kan børnebøger om døden være en mørk omgang. Emnet emmer måske heller ikke af munterhed, men der kan både grines og tales religion i denne bog. Samtlige verdensreligioner er i spil, og de beskrives primært gennem Mercé López’ distinkte tegninger, der har noget skitse over sig. Billederne giver bogen en tilpas fantastisk drejning, så det bliver muligt for læseren at forholde sig til kulturer, der for flertallet af målgruppens vedkommende vil være ukendte.
Bogen vil vække mange spørgsmål, for hvad betyder det at tro på Nirvana? Hvad er et livshjul? Og hvad tror du selv på?
Bagefter er en tidløs historie. Emnet er tidløst, fablen er tidløs, og derfor vil det give god mening at anskaffe denne bog som et klassesæt til folkeskolens mindste klasser til religionsundervisningen, for det er i dette fag, den skal læses. Bogen rummer mulighed for klassediskussioner, meddigtning i mundtlig eller kreativ form, og genren vil være genkendelig. Alternativt kunne bogen også anskaffes til en sorggruppe, hvor man netop skal bearbejde et irreversibelt tab og forholde sig meget direkte til døden.
Derhjemme skal bogen også have tid. Om man skal læse den, lige inden barnet skal sove, skal måske overvejes, hvis ikke man vil vækkes midt om natten med spørgsmålet: ”Far, skal jeg også dø”? Den kan måske være lidt svær kl. 02:40. Læs den en eftermiddag, hvor der er plads og tid til efterrationalisering. Det er en fin historie, der folder et svært tilgængeligt emne ud for de mindre læsere, og det gør den dødgodt.
