På Facebook så jeg et opslag, der sagde noget i denne retning af: Børn, der læser bliver til voksne der tænker.
Som barn voksede denne anmelder op i et miljø, hvor læsning ikke var nogen stærk faktor. Heller ikke skolen (lærerne) bød ind med nogen afsmittende effekt.
Det var egentlig først som voksen og med et par lærere, dels på gymnasiet og dels på seminariet, at det blev klart, hvad læsning – og altså bøger – kunne gøre både ved og for én, der således blev en nyvoksen, der læste og en senvoksen, der tænker. Og tak for, at det trods alt skete i tide.
Nu kommer så denne vidunderlige både enkle og komplekse bog, som dårligt nok er en fortælling, men derimod snarere en hyldest til historierne, fortællingerne, bøgerne, litteraturen. Og denne bog står på skuldrene af og viser og vedkender sig sin gæld til børnelitteraturen, som den er formuleret og fortalt gennem år efter år. Det er den klassiske børnelitteratur såvel som den nye, og den handler om, hvad litteraturen gør ved barnet, når det møder litteraturen i tide.
Bogen indledes med et citat af forfatteren Muriel Rukeyser, der siger: Universet består af historier, ikke atomer.
Hermed er slået fast, at for mennesker med empati og fantasi er det ikke det naturvidenskabelige, der ligger først for, men det humanistiske. Hvad er det, vi mennesker er, kan, gør og bør: vi kan holde noget af en andens liv i vore hænder, for nu at sige det med Løgstrup. Det hedder etik – eller moral – og kan gives ved handlinger, ved noget man gør for hinanden, eller viser for hinanden, men det kan sandelig også formidles ved, at vi fortæller hinanden utrætteligt om, hvad mennesker dog finder på i fortællinger.
Masser af fortællinger synes udødelige i menneskenes hukommelse og formidles til generation efter generation af børn for at de kan opleve ved dem, oplives ved dem, lære af dem, forstå af dem og blive rigere ved dem. Hvorfor fortæller vi fx til stadighed i oplag efter oplag, i udgave efter udgave og af forfatter efter forfatter historierne fra Bibelens gamle testamente? Fordi vi af disse fortællinger kan lære om noget grundlæggende ved dette at være et menneske: At have en fri vilje, at have et ansvar, at være sanddru, at svigte, at tro osv.
Og ved at forholde os til fortællingerne, lærer vi, som det hedder i den smukke bog at flyde på fantasien, at krydse et hav af ord, at vise andre vej, at rejse over indbildte bjerge osv. Og det hele forholder man sig til med hjælp fra historierne, nye som gamle, klassikere som senmoderne.
Og hvad er det vidunderlige ved disse historier? At alle må kigge forbi. Det er med andre ord gratis. Du har adgang, jeg har adgang.
Bogens forside rummer bogens titel og har på en mørkerød baggrund en blå pige, der sidder på en lysere rød bog. Der står ikke noget på omslagets forside, midt på forsiden findes dog en lås af guld, men ingen nøgle. Den ligner lidt en dagbog. Men hvordan får man adgang til bogens indre liv? Nøglen får man først udleveret på bogens sidste blad, hvor den er tegnet med en mærkeseddel vedhæftet, hvorpå der står: For fantasi er nemlig gratis (Forfatter, illustrator og forlagslogo findes på ryggen af den dragende omslagsillustration. Desuden består bogens skygge af en række sætninger, der hver især er indledninger til velkendte børnelitterære værker).
Man har med andre ord sket ikke brug ikke brug for nøglen. Adgangen til fortællingerne behøver ingen lås – eller måske ligeså rigtigt: adgangen til ens fantasi kræver ikke entré, træd indenfor og lad den flyde. Og lad endelig bøgerne inspirere dig til et rigt og fantasifuldt liv med masser af op- og indlevelse.
Hvad angår illustrationsdelen af bogen, som er så langt den overvejende del, så består den i princippet af tre led: For det første: Figurer (nemlig bl.a. barnet af bøger), som er i færd med forskellige handlinger: at sejle på et hav af ord, at vise vej på en sti af ord, at bestige bjerge af ord osv. For det andet: en enkel håndskrevet tekst (af Tea Bendix) og for det tredje et væld af landskaber, kultur, natur, som består af de førnævnte bogstaver, ord og sætninger fra fortællinger hentet ud af den klassiske børnelitteratur.
Og man skal naturligvis gå på jagt i dem for at finde de tekster, som alle i forvejen kender – men forvent ikke at kunne læse dem som hele komplette tekster. Der bliver skåret, hvor det skal gøres, af hensyn til siden, eller en bølgekam, eller en bjergtop, hvor der ikke kan være flere ord, og de ord, der eventuelt er nået op, ja, de falder i afgrunden og går i opløsning. Det er en udsmykning, som er så aldeles speciel og appetitvækkende. Og – kære læser – det tager god lang tid at komme igennem bogen. Og måske er det en understregning af budskabet om, at vi skal huske at læse meget, fordi noget af det, vi læser, uvægerligt forsvinder igen. Det er livets og læsningens lov, at noget diffunderer væk, hvilket man vil se på alle opslag – men og det er nok trøsten, at det vigtigste bliver hos os. Det er muligvis derfor, at det er fragmenter af den klassiske litteratur, vi smagsprøver på. Men udfordringen er jo, at vi ikke kan vide, hvad de næste klassikere vil blive? Derfor skal vi blive ved med at læse. Utrætteligt. Det viser illustrationssiden af bogen så fortolkeligt overbevisende.
Er denne bog så en børnebog? Jeg synes nej – til gengæld synes jeg, at det er en bog, hvis budskab voksne skal/bør formidle til de børn, som vi inderligt håber på bliver de gode læsere, der kan og skal bringe verden videre og måske endda på ret køl, fordi de engang – på grund af deres læsning – vil få lært at tænke og blive empatiske og fornuftige voksne.
Hvad angår børnene er der altid et håb.
Denne bog bør enhver lærer bemægtige sig og bruge til at inspirere sig og sine elever til et skoleliv i samtaler om gode bøgers gode virkninger. Bøger, der bør følge én hele ens liv, og som får følger for en hele livet!
