Louie skal på ferie hos sin bedstemor, der bor alene på en lillebitte klippeø:
”Louie var ikke helt sikker på, hvad han syntes om bedstemor. Hun kogte suppe af tang og havde sine tænder i et glas.”
Så en dag med lavvande tager Louie af sted på eventyr alene. Et voldsomt uvejr overrasker ham med storm, regn og en uventet ven – og en dramatisk redningsaktion ændrer på mange ting for både Louie og bedstemor.
Med Bedstemor fugl inviterer Benji Davies os atter ind i Louies verden. Her i kystlandet har vi tidligere mødt Stormhvalen i to fortællinger; denne gang er Stormhvalen kun til stede som navnet på Louies fars fiskebåd – og måske ser vi den i havet på næstsidste opslag.
Fortællingen er – som sine forgængere – afdæmpet, rolig og lidt melankolsk, men indeholder alligevel både stort drama: som da Louie er ude i uvejret – og humor, især på billedsiden, hvor bedstemor tegnes, så man virkelig forstår, at Louie er lidt forbeholden.
Illustrationerne er smukke og stemningsfulde; fyldt med naturens på én gang tavse og larmende nærvær. Der er mange detaljer, og særligt det skiftende vejr med bevægelse i himmel og hav udtrykkes kraftigt.
Teksten er enkel og letlæst, selvom den faktisk bugner af spændende ord og poesi:
”Det var en borg, et stort skib, en smuglerrede. Det var den barkede ryg på en ældgammel hval. Udenfor hvirvlede himlen grå og sort. En storm var under opsejling.”
Bedstemor fugl er en æstetisk guldgrube, der taler til både børn og voksne i sit blide og så alligevel kraftfulde udtryk. Her er fortælling til alle aldersgrupper; en enkel om Louies spændende eventyr til de små og en mere dybdegående om ensomhed, venskaber og familie til de større.