”Men det værste er ikke de onde ting, de har gjort ved mig,” siger hun mørkt.
”Det værste er, at de har gjort mig ond.”
I 2014 vandt Dorte Lilmose Undervisningsministeriets Skriverprisen for sin letlæste og ordknappe ungdomsroman Dræb eller dø (Turbine forlaget) om afrikanske børnesoldater og deres brutale liv som krigere eller terrorister. Nu er Peter Kramhøft ude i et lignende ærinde i sin ungdomsroman Befri os fra det onde. En roman der er alt andet end ordknap, men fyldt med beskrivelser af Afrika, dyr, natur, angst for skorpioner og slanger, lugte, stank og dufte, følelser, diarré, brutalitet, liv og død, medmenneskelighed eller empati – og en lille smule erotik og kærlighed.
Synsvinkelbæreren i romanen er teenagepigen Leona, der skal besøge sin far. Han er flyttet til et ikke navngivet land i Afrika sammen med sin nye familie. Leona tager afsted sammen med sin farfar, der i løbet af fortællingen bliver lidt af en belastning.
Efter en lang flyvetur møder de drengen Francis i toget på vej mod hans hjemby. Francis fremstilles først som en noget arrogant fyr, men han udvikler sig til at være en uundværlig hjælper for Leona og farfar i løbet af fortællingen.
Toget, de rejser med, afspores og overfaldes af oprørere, og pludselig er Leona på en helt anden tur, end hun på nogen måde havde forestillet sig. I Befri os fra det onde veksler de kapitler, hvor Leona er synsvinkelbærer, med et andet, hvor vi får fortalt barnesoldaten Zainabs brutale og onde historie. Hendes familie bliver nedslagtet af oprørerne, og hun selv bliver voldtaget, mishandlet og hjernevasket som led i træningen til børnesoldat og hendes deltagelse i kamphandlinger.
Selvfølgelig lader Peter Kramhøft de to pigers spor krydse hinanden. Zainab er den pige, som har fået venstre øre skåret af, og som Leona ser i aktion, da oprørssoldaterne overfalder, dræber og brutalt hærger en landsby. Beskrivelserne heraf er ikke for sarte nerver, men de afspejler desværre en virkelighed. For at kunne udholde skammen, hendes psykiske og fysiske smerte og det hun udsætter andre for, er Zainab blevet en pige, der skærer i sig selv.
Jeg tror, adskillige unge læsere vil være målløse over, at der findes så megen ondskab derude på den afrikanske savanne. Til gengæld vil de let kunne genkende mange af de følelser, Leona har undervejs. Ikke kun de der vedrører, det hun oplever, men også kærligheden til farfaren, savnet af kæresten derhjemme og den erotiske tiltrækning hun føler over for de to afrikanske helte i fortællingen, Francis og Talibeh.
Undervejs i min læsning kom jeg nogle gange til at tænke på, at Befri os fra det onde ville have haft godt af endnu en tur i computeren. Romanen kunne uden problemer være blevet strammet op ved, at gentagelser i beskrivelser blev fjernet. Vandringen hen over savannen bliver noget lang og støvet. Desuden ender romanen lidt for godt efter min smag. Alt går op i en tilnærmelsesvis ”happy end.” Der bliver sågar taget hånd om Zainab i den opsamlingslejr, hvor hun befinder sig. Desværre ender tilværelsen som børnesoldat vist ikke sådan for ret mange af de cirka 250.000 børnesoldater, der findes verden over.
Endelig er valget af layout ikke særligt modtagervenligt. Siderne fremstår meget teksttunge og omslaget med dets portræt af en børnesoldat, brune farve og noget utydelig tekst gør, at bogen ikke rives ned fra hylderne på biblioteket.
Men det burde den:
Romanen Befri os fra det onde anbefales til frilæsning i de ældste klasser i dansktimerne og til tværfaglige projekter om afrikanske forhold og om krig og ondskab. Romanen er fyldt med forfatterens store viden om afrikanske forhold fra et langt liv som journalist – og ikke mindst af en grundlæggende spændende handling.
