Mette Eike Neerlin er en mester i beskrive børn med forskellige ”udfordringer” på en præcis og indlevet måde, og uden at man bliver ramt af medlidenhed.
Læs blot om Honey i romanen Hest, hest, tiger, tiger eller om pigen, der ikke trives i klassen i hendes og Kamila Slocinskas skønne billedfortælling Tomat: ”Der er mange, som er gode til at sige det, de tænker. Jeg er bedst til at tænke det, jeg vil sige. Det, jeg ville have sagt.”
Nu får vi så fortællingen Bello, om drengen med hundenavnet Bello, der er bundet til et liv i kørestol. Bello er led og ked af at blive behandlet som en, man altid skal tage hensyn til, og af sine forældres misforståede omsorg, hvor de gør, hvad de kan for at forsikre ham om, at han har de samme muligheder, som alle andre børn.
I Bello gør Mette Eike Neerlin, som allerede i Historien om Ib Madsen (Høst & Søn, 2013) det, at hun underspiller persontegningen og handlingen, så der opstår en humoristisk dobbelthed. Dengang sammen med Rasmus Bregnhøi, nu sammen med en Otto Dickmeiss der er i storform.
En dag møder Bello indianerpigen Ane ude i skoven. For første gang bliver han behandlet som et helt normalt barn, og sammen sætter de fut i kørestolen og drøner derudaf uden den dyne af omsorg, Bello ellers er indhyllet i.
Mette Eike Neerlin fortæller historien i et enkelt og direkte sprog i smukt samarbejde med Otto Dickmeiss, hvis illustrationer i sædvanlig tegnestil, med dæmpede farver og rigtig megen bonusinfo til fortællingen i hvert enkelt opslag, mere end tilfører fortællingen nyt.
Bello bør rulle ud i skolernes indskoling, blive læst op og drøftet i klassen. Værket er et væsentligt indlæg i den løbende snak om inklusion af børn med særlige behov. En snak børn også har behov for at få taget, både i skolen, men også derhjemme. For, hvad er det at tage hensyn?? Endnu engang får man med Bello demonstreret, hvad det er billedlitteraturen kan, når den er bedst! Bello bør få et bredt publikum og blive læst af mange på tværs af generationer. En stor klapsalve herfra
