Besat

‣ Forfatter: Dennis Gade Kofod

‣ Illustrator: Kristian Eskild Jensen

‣ Forlag: Jensen & Dalgaard

‣ Udgivelsesår: 2021

‣ Pris: 269, -

‣ Målgruppe:5+

‣ Sidetal: 40

‣ ISBN: 9788771517378

Dennis Gade Kofod er bornholmer, og på Bornholm har de et særligt forhold til de underjordiske og alt det overnaturlige, øen er kendt for.  Han har tidligere, sammen med Aske Schmidt Rose, lavet den meget smukke og gysende uhyggelige Bjergtaget og trukket på denne bornholmske underverden. Her i Besat er han lidt mindre uhyggelig i en fortælling, der ikke kun er gysende god, men som også rummer en vis form for humor.

Billedbogen er i sin fortælleform dramaturgisk og i sin insisteren på at blive læst op, virker den tæt forbundet med teatret, hvilket i den grad bliver udnyttet i Kristian Eskild Jensens forrygende uhyggelige illustrationer. Bogens stores format drager læseren langt ind i billedsiden -ind til den udsultede heks, der kravler ud af en sprække i bogen. Det er lang tid siden, hun har fået kogt barnekød…

Besat er således en højtlæsningsbog for børn, der er resistente over for gys og gru. Dem er der mange af, og her får de sig en på opleveren.

“There is a crack in everything” – og normalt er det i følge Leonard Cohen her – “the light comes in.”

I Besat er det den sprække mørket, ondskaben og heksen maser sig igennem.

Henvendelsen til barnet er direkte. Heksen glæder sig til at suge DINE knogler rene og slubre DIN marv i sig.  ”Du tror sikker ikke på mig. Du tror, at det bare er en historie som alle andre.”

Men det er det ikke! Heksen er et usædvanligt uhyggeligt eksemplar, der ikke rummer et eneste sympatisk træk, mens historien udspiller sig.

Sågar den voksne bliver inddraget i fortællingen af heksen, der fortæller, at hun har været indespærret i et særligt fængsel for de allerfarligste fantasi-forbrydere. Da vi læsere åbnede bogen, var vi så dumme at sætte hende fri.
Heksen er en særdeles aktiv en af slagsen, og hendes plan er at få fat i barnet, der lytter til bogen, ved at forhekse oplæseren. Slipper heksen ud? Ja! Kan vi slippe hende? Nej!

Besat er en særdeles stærk fortælling, der nok ikke skal læses for et utrygt barn ved sengetid. Den kræver sin robuste barnelæser, der elsker at få pirret de yderste nervespidser.
Kristian Eskild Jensens illustrationer er uovertrufne. Ham kender vi fra Ellen Holmboes Og de onde lo – amoralske fabler (Alvilda), som han helt forståeligt blev tildelt Kulturministeriets Illustratorpris for børne- og ungdomsbøger i 2018. Her optræder han så med en heks, man sjældent har set så gennemført ækel og livagtig før. Men forbindelsen til hendes heksekolleger i folkeeventyrene vises tydeligt i et smukt dobbeltopslag. Kristian Eskild Jensen er en absolut ligeværdig kollega til en anden mester i uhygge, John Kenn Mortensen.

Både i tekst og i billeder sender Besat hilsner til de ikke didaktiserede udgaver af Bdr. Grimms folkeeventyr, hvor intet er for uhyggeligt og hæsligt til ikke at blive fortalt.

Besat er en fantastisk gyserhistorie og billedbog, som anbefales på det varmeste (!) til indskolingen, til brug derhjemme uden for sengetid og endelig til alle os andre, der kan nyde en gennemført billedbogsudgivelse hvor tekst, layout, billeder og format bare spiller sammen.

Forfatter, Dennis Gade Kofod

Illustrator, Kristian Eskild Jensen

Billedbog, Besat

Anmeldelsen er skrevet af Søren Fanø

Søren Fanø Søren er oprindeligt uddannet som lærer, cand.pæd. og Master i børnelitteratur og tidligere lektor i dansk ved VIA UC. Han har interesseret sig for børne- og ungdomslitteratur og formidlingen af den gennem mange år og er forfatter til både bøger og artikler om denne. Han har været tilknyttet indstillingskomiteen til Kulturministeriets Forfatterpris for børn og unge og Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris. Er særligt interesseret i den litteratur, der er rettet mod børn og unge i skolealderen, og som kræver formidling. Har en særlig svaghed for billedfortællinger i alle afskygninger.