Et bjerg af meninger.
Man siger, at tro kan flytte bjerge, og alle ved jo, hvordan et bjerg ser ud, men verden stor, og et
bjerg er ikke bare et bjerg. Jeg ved, jeg har ret.
Nogle forfattere forstår på både enkle og sjove måder at forklare børn lidt om livets sandheder. I
tilfældet med Bjerget af schweiziske Rebecca Gugger er det dog mere præmissen om, at
sandheden afhænger af øjnene, der ser, som er på spil. Og det forklares direkte i børnehøjde.
Bjerget er en velskrevet lille billedbog med illustrationer af Guggers ægtefælle, Simon
Röthlisberger.
Vi tager fat på en fabel, hvor mange forskellige dyr er dybt uenige om, hvordan et bjerg ser ud.
Bjørnen brummer, at et bjerg er fyldt med skove, blæksprutten, der er ekspert i undersøiske
bjerge, buldrer op om, at et bjerg er vådt og fyldt med fisk og farver. Bjerggeden derimod, råber
ophidset, at et bjerg er knoldet, stejlt.
Alle dyr har ret i deres betragtninger, og må til sidst erfare, at ikke bare et dyr har ret. Det har de
alle. I samlet flok gør de sig klar til at bestige bjerget og finde svaret, der jo i sidste ende er ganske
enkelt.
Hvert enkelt dyr får to opslag til deres rådighed: En meningstilkendegivelse og et billede, hvor man
ser, hvad man bygger sin påstand på. Derfor går det hurtigt op for læseren, at alle dyr er på vej i
samme retning uden at vide det. Röthlisbergers levede og detaljerige illustrationer er en fryd for
øjet, og han sørger for, at man på billedsiden får grin på vej mod toppen. Særligt illustrationerne af
dyrenes bestigning er bemærkelsesværdige og morsomme.
Bjerget er nok mest henvendt til de lidt mindre læsere i den sene børnehave, og der kan
skabes gode små dialoger om at have ret og se tingene i perspektiv. Det bør være
børnelærdom, og noget vi i dagens Danmark kan savne. Vi må fremtidssikre bevarelsen
af nuanceret anskuelse og kritisk tænkning. Ellers skriger, buldrer og råber vi bare i
munden på hinanden. Det er hverken dyr eller mennesker tjent med.
”Løft dig over tiden dårskab, hvil dig oven på bjergets top”
Steffen Brandt, 2001
