Bjørnen

‣ Forfatter: Tina Sakura

‣ Illustrator: Signe Kjær

‣ Forlag: Forlaget Carlsen

‣ Udgivelsesår: 2021

‣ Pris: 229, 95

‣ Målgruppe:14+

‣ Sidetal: 48

‣ ISBN: 9788711907801

Bjørnen er en udgivelse i forlaget Carlsens stærke serie af billednoveller rettet mod unge. Denne gang de allerældste i grundskolen og måske ikke mindst gymnasieelever, hvor mange vil kunne genkende den tingsliggørelse, den seksualisering og de overgreb, Carli udsættes for til en såkaldt ”puttemiddag.”

Carli er, og føler sig, særligt udvalgt blandt pigerne i 1.g; men det bliver en skelsættende aften for hende, fordi aftenen betyder, at noget går i stykker inden i hende. Tematisk udforsker novellen i tekst og billeder Carlis deroute fra følelser som glæde og benovelse til usikkerhed og skam.

Carli er 15 år gammel og er inviteret til fest hos en dreng fra 3.g. For at kunne deltage skal hun opfylde diverse krav: Hun skal være glatbarberet , være iført katteører og rødt sexet undertøj, og det eneste hun og de andre piger må sige hele aftenen er: ”Miav!”

I løbet af aftenen udsættes Carli for den ene mere nedværdigende og ydmygende handling efter den anden. Hun skal slikke mad op fra bordet, slikke flødeskum af drengenes brystkasser og af en agurk, der er anbragt i en af drengenes gylp, og ellers drikke med, når hun serverer alkohol. Ydmygelsen fortsætter, til hun kaster op på gulvtæppet i den fine stue.

Da hun vågner dagen efter, ser hun de billeder, drengene har taget af hende og lagt ud på de sociale medier. Carlos mor ved ikke, hvad der er sket og forstår ikke, hvorfor Carli pludselig ikke vil i skole.

Nogle dage senere finder hun en æske, der har tilhørt hendes mormor og som blandt andet rummer et bjørneskind og en tromme. Det bliver vejen til at Carli vækker Bjørnen og gennem den og naturen frisætter sine urkræfter, så hun endelig kan begynde at hele sine psykiske sår.

Carli og hendes veninder deltager i festen for at opnå accept, føle sig set og være værdifulde, men de oplever det modsatte. Det er denne tradition for ydmygelser, gemt som ”traditioner,” i de forskellige skoleformer Bjørnen fokuserer på. Det være sig ”sidste skoledag” i grundskolen eller, som her, puttemiddage i gymnasiet og senere introuger på nogle videregående uddannelser.

Tina Sakuras korte, gribende og sanselige tekst underbygges kongenialt i Signe Kjærs illustrationer, der følger og underbygger de sindsstemninger Carli gennemgår på den kringlede vej til at genvinde sin selvrespekt, og som ender med et skriggult bjørnebrøl.

Bjørnen blev i marts 2022 tildelt både Kulturministeriets Forfatterpris for børne- og ungdomsbøger for Tina Sakuras tekst og Illustratorprisen for Signe Kjærs billedside. Det var første gang det skete, at begge priser gik til samme værk. Men Bjørnen er en usædvanlig stærk fortælling, der rammer lige ned i helt centrale problemstillinger i ungdomslivet og metoo debatten.

Bjørnen bør være obligatorisk læsning i gymnasiet, måske allerede i introforløbet, og kan fint indgå i danskundervisningen i de allerældste klasser i grundskolen. Ikke kun på grund af værkets temaer, men også på grund af den måde Tina Sakura og Signe Kjær fortæller Carlis historie i tekst og billeder. Forældre, lærere og andre der har med unge at gøre bør selvfølgelig også læse, og ikke mindst reflektere over Bjørnen og den seksualiserede nulfejlskultur, vi lader vores unge, her piger, vokse op i.      

Billednovelle, Bjørnen

Illustrator, Signe Kjær

Anmeldelsen er skrevet af Søren Fanø

Søren Fanø (1950-2022) Søren var oprindeligt uddannet lærer, cand.pæd. og Master i børnelitteratur og tidligere lektor i dansk ved VIA UC. Han interesserede sig for børne- og ungdomslitteratur og formidlingen af den gennem mange år og var forfatter til både bøger og artikler om denne. Han var tilknyttet indstillingskomiteen til Kulturministeriets Forfatterpris for børn og unge og Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris. Var særligt interesseret i den litteratur, der er rettet mod børn og unge i skolealderen, og som kræver formidling og havde en særlig svaghed for billedfortællinger i alle afskygninger.