Jeg er blevet som sådan en sortklædt, tungsindig digter-wannabe med for meget eyeliner, som sidder længst tilbage i klasseværelset og betragter omgivelserne, sådan en som går hjem og skriver digte om døden. Men det må jeg acceptere. Det er sådan det må være lige nu.

Lex bor sammen med sin mor, som er sygeplejerske, i en bolig. Moderen er en ganske frisk kvinde, som overkommer en del og går til Zumba. Lex’ far sidder i spjældet og er en selvcentreret svindler, som stort set udelukkende tænker på sig selv, sig selv og hvis der er mere plads: igen på sig selv. Han får ofte besøg af Lex, som holder ham underrettet om verden udenfor, og også hende slår han plat på.

I skolen er Lex en outsider, den eneste hun for alvor plejer omgang med er Jonathan, som i den grad er en (selvfokuseret) outsider og – hvad han selv kalder – en intergender, hvilket vil sige, at han har vanskeligheder med at definere sig selv som kønsvæsen – om mand, om kvinde, om til mænd, om til kvinder osv. Det er noget rod.

Til Zumba møder moderen Bruno. Hurtigt får han smidt sine slæber ind hos Lex’ mor, og det bliver genvejen mod noget rigtig snavs. Bruno er børne- og ungdomsbogsforfatter og i egen optik en ikke helt ueffen en af slagsen, han mangler bare lige den endegyldige anerkendelse og det gode salg. Lex bryder sig slet ikke om ham, ikke desto mindre møver han sig ind på hende og får hende til at åbne sig for hende, for hun må jo rumme en god historie, skilsmissebarn, som hun jo er, og med en kriminel far osv.  Det kan kun blive godt.

Lex lægger nu en plan. Hun vil fortælle Bruno om sit liv – og smøre tykt på. Samtidig vil hun selv fortælle sin egen historie – og det skal ske på nettet i form af en blog. Der er det dobbelte formål med øvelsen, at hun dels vil have Bruno ud af moderens omsorgsklør og dertil smadre ham en gang for alle. Den sidste øvelse er lettere end den første, skal det vise sig. Bruno labber alle Lex’ vilde historier i sig og skriver ned, med henblik på at skrive Lex’ historie som den roman, der skal give ham ikke bare et comeback, men tillige det store gennembrud. Samtidig åbner hun sin Blog (Sjælens sår) på nettet og her fortæller hun så sin egen historie, ikke som Lex, derimod som Maya.

Forholdet mellem Lex og Jonathan har sine op- og nedture, Men da Maya med et bliver en kendt person, så øjner han muligheden for at blive hendes ”manager” – i virkeligheden lige så meget for selv at møve sig frem og måske få en karriere som designer eller noget i den retning.

Det er i virkeligheden synd at røbe mere. For det hele udvikler sig dybt dramatisk, inden fortællingen kan lukke sig om en løsning, der vel kan siges at være den bedst tænkelige eller mulige, uden at det bliver lykkeligt for nogen.

Men fortællingen er en fin demonstration af, hvad de sociale medier er i stand til at skabe af fourage. Dels kan de skabe berømmelse, stort set over night. Dels kan de forårsage ødelæggelse lige så hurtigt. Det er skræmmende …

Romanen er en dybt tilfredsstillende fortælling at dykke ned i, man suser igennem den og er vældig godt underholdt hele vejen, ligesom den er velskrevet og fint oversat.

Dybest set er den en rigtig senmoderne roman om, hvor vanskeligt det er at leve i et fællesskab, når man i den grad er selvfokuseret, hvilket faktisk gælder for alle personer der optræder i fortællingen. Lex, Jonathan, Lex’ mor (mindst dog af alle), Lex’ far, Bruno osv. Alle har de en individualistisk agenda og sære betingelser for at indgå i fælleskaber, større eller mindre. Fx siger Lex til sin far: ”Spiller det nogen rolle, hvad jeg laver, hva’ far? Hvad jeg beskæftiger mig med? Hvad jeg siger? Du er overhovedet ikke interesseret. Alting handler jo alligevel om dig. Og jeg skal tilpasse mig hele tiden. Jeg har ventet på dig, taget mig af dig, trøstet dig, vugget dig i søvn. Du var som en baby, far. Glad den ene dag, ked af det den næste, jeg vidste aldrig, hvordan det ville være. Jeg ved det aldrig. Det er så skide fucking anstrengende..

Er det det senmoderne, selvforkælede og selvdannede svenske samfund, vi her møder et portræt af? Hvis det er, er det på samme tid fascinerende og skræmmende. Det synes, som om hvad som helst er betinget af, at der skal være noget i det for mig, hvad enten det er godt eller skidt – det sidste især for den, det går ud over: Bruno udnytter på det groveste Lex for egen vinding. Lex (Maya) udnytter på det groveste Brunos forfængelighed for at få ham ned med nakken. Lex opdager, hvorledes både hendes far og vennen Jonathan udnytter Lex (Maya) for at profitere af det osv. Og hvad med Lex selv? Kan hun holde skruen i vandet og gennemføre sit forehavende? Og få noget ud af det?

Den eneste, der vel kommer en smule i klemme i spillet er Lex’ mor. Hun er så til gengæld også den eneste, der synes at blive en smule glad henimod slutningen af fortællingen.

Det er en fin roman, velegnet til selvlæsning for gode læsere fra ca. 13 år.

http://sv.wikipedia.org/wiki/Sara_Kadefors

http://rosinante-co.dk/forfattere/sara-kadefors