”Mandag, tirsdag, onsdag, torsdag, fredag. Alle dage har et navn. Hver mandag får børnene på Byskolen tidligt fri. Undtagen de ældste, som skal til prøve til sommer. Sidste år var det Amandas søster, Rose. Da hun gik ud af skolen, blev der holdt en fest.
Amanda syntes ikke, der var noget at fejre. Nu har hun ikke længere en søster at følges med eller finde i frikvartererne. For Rose er rejst på efterskole.”
Amandas søster skal komme hjem på weekend fra efterskolen og imens Amanda venter får hun en ny veninde i lille Fie, der er en frygtsom pige. Amanda bliver den store, der kan lære Fie en hel masse, blandt andet at være modig. Først og fremmest er Amanda nu optaget af, at alting hedder noget. Brød. Smør. Honning. Ost.
Kniv. Teske. Tallerkener. Kopper. Der er også alt muligt ude i naturen: Spidsløn. Rørhat. Kastanje. Rævegrav. Spætmejse.
Der er mange gode ord og begreber i bogen, og de kommer undervejs, mens man følger
Amandas hverdag gennem ugen.
Selvfølgelig er det en bog, der fortæller en fin lille historie om Amanda, men det er også en
bog, der viser, hvordan von Linnés (1707 – 1778) ord tæller. Han sagde (oversat fra svensk): ”For at kende verden, må man kunne sætte navn på tingene.”
Her prøver Amanda at stifte bekendtskab med sin egen verden. Den er fyldt med ting. Ude og inde. Konkrete og abstrakte ting.
Bogen har et lix-tal på 16 og skulle kunne læses af ”de sikre læsere”. Og ja, de sikre læsere bliver endnu mere sikre i deres nære omverden, når de læser her.
