Kortprosaen er tilbage for fuld musik. Teksterne i Brun tager tematisk udgangspunkt i det at føle sig anderledes i Danmark, at blive fremmedgjort alene på grund af ens udseende. Her lægger Brun sig op ad samlingen Mellem os (Carlsen, 2018), hvor teksterne tager udgangspunkt i familien i dagens Danmark. Enkelte af forfatterne går da også igen i begge titler.
Men modsat Mellem os rummer Brun ikke udelukkende fiktive tekster, men også essays med udgangspunkt i bogens tema. Det gør bogen til en ret uensartet læseoplevelse, noget er fantastisk, noget er godt og lidt er mindre godt og lidt uinteressant. Nogle tekster rammer lige i hjertekulen, mens andre bare ikke lige rammer plet. Her må læseren, og dansklæreren, selv sortere til og fra, for bogen er tiltænkt også at skulle bruges i undervisningen både dansk og samfundsfag – og her vil Brun kunne dække et stort hul.
Bidragene kommer fra alle hjørner af kulturlivet. Her er forfattere, her er studerende og debattører med ophav i Asien, Afrika, Mellemøsten, Grønland og – ja Danmark. Der er stor forskel i fortællestemmer og positioner, men overalt spores der lyst til at fortælle og beskrive sin tilværelse. Helt berettiget er der også megen indignation at spore, over til tider at skulle føle sig anderledes og uden for.
Den store forskel i fortællestemmer kan beskrives gennem et par nedslag.
Jens Philip Yazdani (f. 1998) er aarhusianeren som DF-guruen Martin Henriksen på tv nægtede at kalde dansk, selvom han både er født og opvokset i Aarhus. Her fortæller den tidligere formand for Danske gymnasiers Sammenslutning tankevækkende om, hvordan det er at blive kaldt perker – og hvad det betyder for ens identitet, og for gymnasiets identitet og den polarisering, der følger. ”Hey, du dér. Du er perker!” fortæller meget eksplicit om de følelser denne stigmatisering medfører:
”For vi er ved at skabe en hel generation af borgere, der er fremmedgjorte i – og af – deres eget land. Vi vokser op i landet – og intuitivt føler og forstår vi det som vores” som Jens Philip Yazdani skriver.
Modsat Yazdani er Kristina Aamand (f.1972) efterhånden en rutineret fortæller med adskillige udgivelser i bagkataloget. Her i Brun er vi i ”Før solen står op” med på fødeafdelingen, hvor der fortælles om den solidaritet, der er mellem to kvinder, de fælles følelser og tanker de har i løbet af natten med ansvaret for to nye liv. Da det bliver lyst, ser fortælleren, den ”brune” mor til Lille Blyp, i et kort øjeblik hvor HVID, effektiv og velfungerende kvinden med den behagelige stemme er. Der er ikke ret megen handling i denne ”julenat,” men den lille fortælling om de to nyfødte og deres mødre og deres forskellige afsæt i tilværelsen er dybt gribende.
Har man ikke fået nok af Kristina Aamand og hendes novellekunst, kan billednovellen Så god som ny (Carlsen, 2018) varmt anbefales.
Andre rutinerede fortællestemmer er Rebecca Bach- Lauritsens ”Naah sipenja bababi tjibaba” en velskrevet fortælling om det at blive mor til et barn med en afrikansk far og de tanker, det medfører. Og Sarah Engell er her med ”Duften af safran.” En kontant og barsk fortælling om livet som flygtning / migrant i en lejr fortalt fra børnehøjde med alle de traumer, der er med som bagage. Væsentlige fortællinger at blive klog på.
Af de mere ukendte fortællestemmer er der grønlandske Niviaq Korneliussen, som leverer en både lang, uhyre morsomme og tåkrummende ”Ønskeseddel” til jul, hvor det egentlige ønske er bare at overleve endnu en jul.
Undervejs har Cand. Design Fei Huang (f.1990) illustreret med en lille tegneseriefortælling om at komme til Danmark som 5årig – og gå fra WOW til at føle sig anderledes på et par tegninger. Man græmmes.
Brun anbefales varmt til danskundervisningen, men også til undervisningen i samfundsfag. Her er en væsentlig samling danske, multikulturelle tekster, hvor mange er skrevet lige fra hjertekulen. Med titlen på et gammelt lærebogssystem kan man sige: ”Læs og forstå.”
Styrken ved bogen er dens unikke indblik i det at føle sig anderledes og i, at det gøres uden at der graves grøfter.
