-Hvordan er det at være død, bedstefar?
-Det er vel som alt muligt andet, tænker jeg.
-Hvordan det?
-Forstår du, sagde bedstefar, – jeg har været med til så mange mærkelige ting, mens jeg levede, så nu tænkte jeg at jeg kunne komme til at slappe lidt af. Gå lidt rundt her og sørge for, at solen glitrer på vandet om morgenen, at træerne får gule blade og at det regner lidt af og til.
Denne fine lille roman vandt nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris – bl.a. lige foran vores egne Louis Jensen og Hanne Kvist. Det er fint kompagni at være i.
Runes bedstefar er død. Rune får hans lommeur, som han altid bærer på sig. Rune er knust over at skulle undvære bedstefar, og når faderen spørger til, hvordan han har det, så lyder replikken, som gentages flere gange i fortællingen: – Jeg har det fint, sagde Rune. En fin sparsom replik, som dækker over drengens store sorg, som forældrene ikke rigtig klarer at finde ind til. Heldigvis opdager Rune, at lommeuret somme tider går, og når det sker, kan han faktisk være heldig at møde bedstefar ved den store sten nede ved vejen. Her kan han få trøst i småbidder, samtidig med at han skal klare hverdagens øvrige fortrædeligheder.
Der sker nemlig det, at den hytte, som Rune og Morten er ved at bygge, bliver smadret af knægtene Anton, Præstesønnen og Ruben fra Drammen. Det er drabelige navne at være oppe imod, så Rune må tænke stort for at få fornøden oprejsning.
Heldigvis er han glad for Superhelte, og her kommer hjælpen til ham. Superhelten Brune opstår i Runes korpus, og i passende outfit kan han søge sin hævn. Det sker i første omgang ved, at han maler Rubens cykel brun. Det siger sig selv, at det afstedkommer en del ballade og palaver med de tre store knægte. Og med dem efter sig må han søge tilflugt hos Åse – som også er god nok. De tre, Rune, Morten og Åse viser sig nu alle tre at have adgang til deres indre Superhelte: Brune, Sorten og Blåse, og i skikkelse heraf byder trekløveret de tre plageånder fornøden trods. Og selv om præsten blander sig og truer med politi og alt muligt, så går alt vel, som det bør. Og de tre kan – som Rune, Morten og Åse – genopføre deres hytte, nu som trekløver.
Samtidig med dette får Rune bearbejdet sit savn gennem en yderligere samtale med bedstefar. Som heldigvis inden begravelsen lykkes med at snige sig ud af kisten, for hvem kan dog holde ud at ligge stille så længe? Rune svarer – med en replik, der er typisk for romanens tone: – Det vidste jeg ikke, man kunne. Og så står der: Bedstefar lo stille. Så meget mere at forstå, end det, der står. Det er så fint. Bedstefar betoner også venskabet. Det er godt, at du har to gode venner, sagde bedstefar. Og på Runes replik om, at han da også har bedstefar, står der blot: Bedstefar sagde ingenting. Og som vi har set i citatet fra indledningen, så har bedstefaren jo også nok at gøre. Rune udholder bare ikke tanken om, at bedstefar skal forsvinde. Men bedstefar er god til afledninger. Det skal nok gå alt sammen.
Brune er en smuk lille og let fortælling, som på fineste vis fortæller om sorg, venskab, handlekraft. Om at mod er ikke at være dumdristig, men handler om at gøre det rigtige på det rigtige tidspunkt. Fortællingen har mange replikskifter, som er med til at gøre fortællingen fnuglet i tonen. Og det, man skal lægge mærke til (fx i citatet i indledningen) er, hvorledes man kan gå mellem linjerne eller ned i underteksten og finde så meget mere at lægge til det, der står på siderne. Det er fint gjort. Replikkerne er meget troværdige, og desuden båret af en fin, tynd humor, som ikke giver de store grin, men mere små fornøjede grynt. Man er i godt selskab.
Håkon Øvreås er først og fremmest digter, Brune er hans første børnebog, og så er det jo godt skuldret at blive prisbelønnet i første forsøg!
Øyvind Torseter har illustreret i en fin enkel streg og gerne med en enkelt farve eller to til de sort/hvide naivistiske tegninger. Det fungerer fint i sammenhængen.
Fortællingen forekommer at være oplagt til højtlæsning for indskolingsbørn. De mange replikker vil give gode muligheder for en varieret højtlæsning. Men fra 8-9 år kan den sagtens læses selvstændigt af eleverne. Endvidere vil man i skoleregi kunne anvende fortællingen til at tale om fx døden, sorg, venskab og mobning.
Men allerbedst – og det er også det, som fortællingen selv lægger op til: Læs den for fornøjelsens og oplevelsens skyld!
