De grimmeste fem

‣ Forfatter: Julia Donaldson

‣ Illustrator: Axel Scheffler

‣ Oversætter: Stine de Paoli

‣ Udgivelsesår: 2018

‣ Pris: 260,-

‣ Sidetal: 32

‣ ISBN: 9788779165090

Den rimede billedbog De grimmeste fem starten en morgen på savannen, hvor Afrikas  smukke dyr poserer:

”En underskøn morgen i Afrikas sol

Hanløven ligner en hel million.

Et næsehorn viser den kraftfulde krop,

Mens kuduen løfter de smukke horn op.

De pinke flamingoer står og poserer

Og zebraens stribede skind imponerer.

En flot leopard kan charmere enhver.

Alt er perfekt. Men hov, se nu der?”

Midt i al herligheden dukker en af de grimme pludselig op, nemlig gnuen. Gnuen går og sørger over, at den er så grim, men så møder den først hyænen, så en grib, så et vortesvin og så en marabustork. Nu følges de på samme hold, mens de synger:

”Vi er de fæleste, grimmeste fem.
Selv vores skygge er rimelig slem.
De klammeste, vamleste, styggeste kræ.
Rigtignok lidt af en øjebæ!”

Og så …. Slutter bogen så lykkeligt og sødt, hvor man ser, at det ikke er det ydre, der betyder noget. Det er en sjov bog. En bog med humor. En overraskende bog.

Oversætteren har gjort det rigtig godt, det er gode rim, der falder fint ind i det trav, de fem grimmeste har ud i verden. Illustrationerne er herlige. Gnuen bliver så grim, som den beskrives, og de andre dyr er genkendelige og næsten naturlige i streg og form.

”Vi synes slet ikke, at I er spor grimme.

I er de smukkeste dyr, man kan finde.

For al jeres kærlighed dagen lang,-

Fortjener I sørme en lille sang.:

I er de bedste og skønneste fem.

Åh, vi har savnet jer, godt I kom hjem.

Vi skylder jer tusind kys, kram og klem.

I er de bedste og skønneste fem.”

Sådan slutter turen ud i verden for de grimmeste fem.

Bagerst i bogen er der et diskussionsopslag, hvor man kan tage stilling til, hvem man synes er de ”fem store”, de ”fem små”, de ”fem sky” og om man synes, andre dyr er grimmere end de fem grimme i denne bog.

Herlig bog med gode billeder og gode rim. Den er smuk, også fordi den fortæller om de grimme.

 

Link: Forfatter Julia Donaldson

 

 

Anmeldelsen er skrevet af Bodil Christensen

Underviser på Læreruddannelsen i Aalborg, medlem af Kulturministeriets Børnelitteraturpris-komite, anmelder ved ”Efterskolen” og ”Dansk Pædagogisk Tidsskrift”, fast klummeskribent ved Nordjyske Stifttidende. Boglæser – af såvel skønlitteratur for børn som skønlitteratur for voksne. Bodil har været dansklærer i mange, mange, mange år – derfor er al læsning af alle tekster altid (næsten altid) læst med ”lærerblikket”: Hvad kan jeg bruge det til, hvem vil blive lykkeligere/ klogere/ dygtigere eller underholdt af dette? Denne erhvervsskade gør hende – som næsten alle dansklærere – til den fødte anmelder. Bodils børne favoritlæsning er billedbøger, bøger med billeder og så – i den anden ende af skalaen: Ungdomsbøger. Af voksenlitteraturen er favoritterne: Per Petterson, Erlend Loe, Karl Ove Knausgaard og andre gode forfattere.