Nu sad den på gulvet, lyset var gråt, og der var ingen, som klappede. K prøvede at smile og løfte forpoterne som for at sige: ”Tak! Tak! Alt for meget! Takker! Åh, jeg er jo bare en hvid kanin, der kommer op af en sort hat! Men Tak! Bevares! Takker! Tak!” Men ingen løftede den op, ingen projektører blev tændt, og ingen begyndte at klappe.
Den hvide kanin tilhører en tryllekunstner. Men en dag ligger han død på gulvet, og hans hat er lukket. Kaninen (K) kan ikke komme ind i den, så hvad gør den nu? Den må finde sig et andet sted at bo, hvilket fører den vidt omkring: over dronningen og hendes skildvagt til en læsende mand i parken. End ikke de hvide kaniner i landskabet, som ellers tilhører racen og et genkendeligt fællesskab, vil vide af ham og hopper væk.
Først, da han kommer til et menneske, som i virkeligheden ikke er et helt rigtigt menneske, ligesom kaninen selv ikke er en helt rigtig kanin, bliver han ikke jaget på porten. Han bliver i hvert fald ikke afvist med ord eller voldsomme handlinger. Fugleskræmslet, som det er, jager ham ikke væk, og den hat, han bærer på hovedet, er helt rigtig og åben i pulden, så han kan søge derned og bo. Og det gør han så … Vist er hatten ikke noget hus, tænker K. Men den er et hjem. Og sådan er det. Hellere et hjem end et hus.
Denne finurlige fortælling sammenlignes i pressemeddelelsen ganske berettiget med Egon Mathiesens Mis med de blå øjne – en sammenligning, der dog ikke holder hele vejen, hvilket den heller ikke skal. Det ville også ligne Jesper Wung-Sung dårligt, hvis den gjorde.
Men fortællingen har til gengæld umiskendelige Jesper Wung-Sung tematiske træk: fx Eneren over for fællesskabet – ensomheden og flugten, hvortil kommer både selvreferentielle og referentielle elementer i fortællingen. Fugleskræmslet kender vi fra andre af Wung Sungs romaner. Desuden har fugleskræmslet som figur en umiskendelig lighed med H. C. Andersen (en helteskikkelse hos Jesper Wung-Sung). Og det er ikke kun illustratoren, der lader læseren forstå, hvorledes det er fat; teksten siger selv: ”Skriver du historier?” Spurgte K. / K syntes, at manden lignede en vigtig digter. / ”Gode og sande historier?” spurgte K. / Da manden stadig ikke svarede, var K sikker på, at han skrev historier, der både var meget gode og meget sande. Endelig er Kaninen ligesom fx Kopien Jonas og Zombien Zam hverken ”den ægte vare” eller anerkendt på nogen måde – og derfor forfulgt og på flugt.
Det er en fortælling med masser af trælår i form af mange sårede poter, der gør at kaninen må humpe-hoppe sig frem på sin vej.
Det er en smuk, fin og velfortalt fortælling, vi bliver ledt igennem. Sproget er overbevisende og tæt og kompakt, men på en måde, så man hele tiden drives frem i historien. Illustrationerne står naivistisk og fint til teksten.
Jeg mener, jeg har skrevet det før, men jeg tror ikke, Jesper Wung-Sung evner at slå en skævert! Denne fine lille fortælling er i hvert fald ikke sådan en.
Teksten kan fint anvendes som højtlæsning i de mindre klasser, men den kan sandelig også indgå i et arbejde i de større klasser, hvor den fint kan sættes ind i en forfatterskabslæsning
