På norsk er Gorm en orm. En snill orm. I den danske oversættelse er han en hugorm. En sød hugorm. Hans forældre er sådan nogen almindelige hugorme, der bider folk i benene og sprøjter gift og spiser mus. Sådan er Gorm ikke. Han spiser dåsemad, går på biblioteket og kunstmuseum, arbejder på apoteket og hjælper alle, han møder.

Lidt trættende, kan man tænke, men Gorm holder ud og holder fast og lader sig ikke lokke til at spise andet end dåsemad. Bliver han for sulten går han på kunstmuseum eller han sætter sig i et hjørne på biblioteket. Man læser og tænker, at det må ende galt. Det gør det ikke. Til sidst lukker han øjnene og falder i søvn side om side med en mus, han har givet plaster på.

Tegningerne er  i brændte nuancer med en okker baggrund. Hugorme er svære at tegne i hverdagssituationer, men det lykkes for Camilla Kuhn. Hun får Gorm til at sidde i sofaen, lave mad og gå på kunstmuseum med humor og sans for blandingen af realisme og fantasi.

Spørger man: Og hvad skulle man så lære af den historie? Eller: Hvad handlede den så om? Så bliver man nok svar skyldig. Der er ikke noget svar. Det her er bare Gorms liv. En stadig kamp for at være god.