”Du er jo logget ind som ham der ….” Hun pegede ingen på skærmen. ”Torben Gruelund kalder du dig. Virkelig originalt.”
”Det er jo bare for sjov”, sagde jeg, og der var igen en fejl. For reglen er at benægte, benægte og benægte indtil du er 100 % afsløret. (Hader i øvrigt de folk, der siger 110% om noget, de er sikre på. Hvis det skal give mening at sætte procenter på noget, som man kan være sikker på, så er det jo helt åndssvagt at gå over 100% . Jeg mener, at selv ens eget navn eller alder KAN man jo ikke være 100% sikker på er Dennis/ 17, vel? Man kunne jo også være adopteret og ens forældre kunne jo have sagt, at man var et år ældre eller yngre af en eller anden grund.) Ann satte sig på sengen.
Det er Ronnie Andersens novelle ”Plastichjerte”, der her er citeret fra. Her har Dennis (det hedder han jo nok?) en hemmelighed: han fører heftige smædekampagner på facebook under anonyme og falske profiler. Nu har hans (eneste?) veninde Ann opdaget det, og hun er ikke særlig imponeret. Hun er faktisk bekymret og jeg-personen bliver indkaldt til et møde på rektors kontor.
Det er samlingens skarpeste og sjoveste og mest vedkommende novelle, der dog følges godt på vej af de ni andre, der også handler om løgne, fortielser og falskhed. Ronnie Andersen, Sissel Bergfjord og Hanne Kvist har skrevet de sidste tre i samlingen her, og som ofte før vil det lønne sig at begynde læsningen bagfra. Bergfjords kræftramte pige og Kvist’s ferierende kærlighedskrise er også gode i sproget, mens andre af novellerne kan forekomme en anelse lange og langsomme i sætningerne. Sådan er det med novellesamlinger, og heldigvis behøver man jo ikke læse alle.
Og som afslutning kan bemærkes, at ikke alle noveller slutter ulykkeligt. Til tider har man jo også brug for, at noget kan ende godt. Sådan står der hos Sissel Bergfjord i ”Nummer 8”:
Jeg forstår ikke, hvad der sker, hvorfor jeg gør det. Jeg tager hans hånd og fører den op til mit hoved, jeg krammer hånden sammen om hans, mærker fingrene tage fat om krøllerne. Jeg lukker øjnene og rykker til med hånden uden på hans. I en hurtig bevægelse flår jeg håret af. Jeg mærker køligheden mod min glatte isse. Jeg mærker hans bevæge sig, ligesom nulre hårene mellem fingrene. Sådan. Det skal nok gå. Måske bliver Laust, der netop ikke flygter fra den skaldede isse, til nummer 8 og sidst. I hvert fald i et stykke tid.
Der er meget få, der læser novellesamlinger. Det er ofte et ”skoleprojekt”, og derfor er det en glæde, at netop fortielserne og løgnene, der også er fortiet for læseren langt hen i tekster, kan give anledning til megen dansk-fiktions-kompetence-samtale. Hvornår finder man ud af, at der er noget alvorligt på spil for pigen i Bergfjords novelle? Og hvornår finder man svaret på, hvorfor ”Dennis” i Ronnie Andersens tekst er så urørlig for menneskene omkring ham?
Det kan man tale en del om. Louis Jensen, Anita Krumbach, Dorte Lilmose, Tomas Lagermand Lundme, Svend Åge Madsen, Iben Mondrup og Helle Perrier er de øvrige forfattere. Et godt solidt selskab at møde løgnene i.
Dansklærere kan glæde sig. Det er blot at vælge ud.
