Mens bedstefar sad udenfor ved sit staffeli med palet, spartel og termoflaske, opholdt BiWer sig inde i køkkenet, hvor han sad og kom til sig selv efter den lange løbetur.” BiWer, der er belastet med et vildt mærkeligt navn, holder ferie alene hos sin bedstefar, der ryger pibe, har masser af katte og maler det samme billede dag efter dag. Bedstefars hverdag er præget af megen alenetid. Faktisk hader bedstefaderen at få besøg. Han bryder sig ikke om mennesker. Han sætter pris på at være fri for besøg. Og nu har BiWer så bestemt, at han vil ikke vil med sin mor og far i sommerhus, han vil i stedet bo hos bedstefaderen på en gård tæt ved dam, mose og skov. Her kan han bruge dagene på at finde spor i skoven, tænke og går tur. Det kunne lyde hyggeligt, men indledningen er ikke helt så hyggelig: ”Han fortrød. Han ville alligevel ikke blive, det var ikke spor hyggeligt, og bedstefar havde nogle mærkeligt stirrende øjne. Han lignede ærlig talt den trold med alt det hår og skæg. Han lugtede så stærkt af tobak, at man sikkert kunne lugte ham ovre i Sverige.
Men BiWer bliver alligevel, og i løbet af dagene bliver det bedre. De laver mad, de drikker kaffe (og cola), og BiWer oplever meget og bliver langt mere selvstændig, end han havde ventet.
Tæt på bedstefaderens gård ligger dammen, der er et mystisk sted. Der er pigtrådshegn hele vejen rundt om dammen, så man ikke kan gå derned. Den er farlig, men den gemmer også på en historie fra fortiden.
Børn skal tages alvorligt, det er moralen i denne bog. Og tvære bedsteforældre har til tider en grund til deres tværhed. Det er herligt med en bog, hvor alt ikke skal tales igennem.
”Jamen, så vil jeg løbe ud og passe mig selv,” sagde BiWer.
“Ja, gør du det,” sagde bedstefar bag avisen.
Man behøver ikke at have en diskussion og en forklaring på alt. Det er godt at læse om et barn, der får lov at løbe ud og passe sig selv. Især når bedstefaderen sidder tilbage i stuen og alligevel holder et vågent øje med alt.
”Ja, det er al den snak,” sagde bedstefar, “der er gået dig til hjernen, ligesom det i sin tid gik mig på hjernen, men Teufel (red.: Teufel er en stor gedde, der bor i dammen) skal vi ikke længere bekymre os om, BiWer, han er spærret inde. Måske er han død af sult. Det tror jeg. Han kan ikke leve af ingenting. Han har for længst ædt, hvad der var at æde dernede.”
“Jeg tror ikke, jeg kan sove mere.”
“Prøv nu, det er stadig nat. Jeg skal nok blive her, til du falder i søvn.”
Sådan har bedstefaderen inderst inde et omsorgsfuldt hjerte. Der skal bare åbnes ind til omsorgen.
Bent Haller skriver, som Bent Haller oftest gør: fremragende. Det er et præcist og overraskende sprog, det er en troværdig skildring af forholdet mellem en tvær bedstefar og en imødekommende dreng. Det er måske ikke realisme fra hverdagen i Danmark, men det er psykologisk troværdigt, når de det umage par mødes over en stegepande pølsemix, der kun er brændt en lille smule på.
