Døde drenge kan ikke sms’e – og andre klamme historier

‣ Forfatter: Mette Finderup

‣ Forlag: Gyldendal

‣ Udgivelsesår: 2014

‣ Pris: 179,95

‣ Målgruppe:9+/ 3.-5-klasstrin

‣ Sidetal: 128

‣ ISBN: 9788702141443

Mette Finderups nye samling gysernoveller, “Døde drenge kan ikke sms´e”, er lavet i et samarbejde med seks forskellige 4.- og 5.-klasser fra Sydfyn i forbindelse med fortællefestivalen “Ord over Svendborg”.

Konceptet var, at hver klasse trak tre tilfældige ord fra en ordbunke, som Mette Finderup havde med ud i klasserne. Disse videreudviklede så historien herfra. Grundreglen i arbejdet med fortællingen var, at eleverne skulle acceptere de andres ideer. Når noget var sagt, så skulle klassen arbejde videre med netop den idé. 
Afsluttende skrev Mette Finderup så selv novellerne. I skriveprocessen har hun så været så tro mod elevernes ideer som muligt.

Det samarbejde er der så kommet seks meget uhyggelige og velfungerende historier ud af. I historien “Spejldans” bliver Jeppe gode venner med Kevin, der netop er flyttet til byen. Kevin kan ikke lide spejle, og der er ingen spejle i hans hus. Jeppe begynder at se mærkelige ting i sit badeværelsesspejl, og da han taler med Kevin om det, han ser, bliver det rigtig uhyggeligt.
I fortællingen “Sommerlejr” forvandler menneskene sig til monstre, og i “Huset” mister drengen, Tobias, begge sine forældre til et spøgelse.
 De sidste tre historier, titelnovellen “Døde drenge kan ikke sms’e”, “Dødskørsel” og “Den omvendte varulv”, er præcis lige så  klamme, hårrejsende og bloddryppende.

Hvad der måske er mest  vellykket i bogen er, at man sporer børnenes (skæve) ideer og indfald lige bag Mette Finderups fortællestemme.

Bagerst i bogen kan læseren finde alle de ord, som Finderup havde medbragt i klasserne. Ordene kan man (som lærer / læser) klippe ud, og hvis man har lyst prøve at lade klassen finde på sine egne historier i et skrivedidaktisk forløb på mellemtrinnet. Her kan novellerne, Mette Finderups forord og ordliste fint fungere som forlæg for klassens arbejde.

Læses novellerne i fritiden, kan ordene bruges til en fortælleroulette med vennerne. Og endelig fungerer gyserfortællingerne fint som oplæsning. Men måske skal man undgå at bruge dem som godnathistorie, hvis man, som voksen, gerne vil have alle børnene til at sove godt.


http://www.gyldendal.dk/

(+ en gratis novelle til download)

http://finderup.dk

Anmeldelsen er skrevet af Søren Fanø

Søren Fanø (1950-2022) Søren var oprindeligt uddannet lærer, cand.pæd. og Master i børnelitteratur og tidligere lektor i dansk ved VIA UC. Han interesserede sig for børne- og ungdomslitteratur og formidlingen af den gennem mange år og var forfatter til både bøger og artikler om denne. Han var tilknyttet indstillingskomiteen til Kulturministeriets Forfatterpris for børn og unge og Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris. Var særligt interesseret i den litteratur, der er rettet mod børn og unge i skolealderen, og som kræver formidling og havde en særlig svaghed for billedfortællinger i alle afskygninger.