Vi kan alle identificere os med og huske følelsen af at skulle på toilettet i en fart og så alligevel ikke. Som forældre ved vi også, at vi kan blive hidkaldt til en hastemission, som er falsk alarm og dette flere gange. Det er kort fortalt dét, der er på færde i denne sjove og enkle billedbog.
Jeg-fortælleren er storesøsteren i en lille familie med søster, bror, forældre og bedsteforældre. Flokken har lige sig installeret i en lille ferielejlighed, og det gælder om at komme hurtigt ned ad de mange trin til poolen, inden de bedste pladser bliver optaget. Det lykkes at blive de første og PLASK på hovedet i vandet. Men lillebror skal pølle. Så op igen og afsted op ad de mange trapper. Dette gentager sig et par gange, og til sidst er fars, ikke kun tålmodighed, men fysiske formåen opbrugt, og det går galt.
Historien kører på komikken ved ordet pølle og genkendeligheden ved at skulle, når man skal. Drengen, der råbte pølle er ikke en falden på hale historie, men det er heller ikke en kunstnerisk bearbejdet billedbog. Børn (og voksne) griner af latrinære ord, og det er sjovt at høre den voksne oplæser bruge dem. Tekst og illustrationer udstråler begge glæde, og situationen er krydret med børnelitterære appelformer, som gentagelser og skøre trappemøder med en mand i flamingokostume og et stort orkester. Slutteligt sker det, og en synker ender i poolen. De badende haster op, men alle har en lignende historie i bagagen, og disse pøllehistorier bliver livligt givet videre, indtil vandet er sikkert igen.
Anmelderen læste historien højt for 1. og 2. klasse, som sad og lyttede med smil på munden. Alligevel vil jeg anbefale, at historien fortælles i børnehaven og i 0. klasse. Den er sjov, og vi fortjener alle at læne os tilbage en gang imellem blot for underholdningens skyld.
Idé…man kunne også ledsage fortællingen med en snak om, hvordan vi italesætter toiletbesøg, som er en nødvendig men også prekær sag. Går vi af på naturens vegne, har vi et ærinde, går vi afsides, skal vi lave lort…eller skal vi pølle? Kært barn har mange navne, og de sproglige omveje er mangfoldige og sjove.