De er der alle sammen: Moses i sivkurven, Adam og Eva, Noas Ark, Kain og Abel, Isak og Abraham og offerscenen, Josefs drøm, Jerikos mure, der falder og Daniel i Løvekulen. Alt sammen er genfortalt af Louise Langhoff Koch efter Morten Pontoppidans ”Bibelske historier fortalt for børn”. Og ja, Morten Pontoppidans bibelske historier er genfortalt fra Bibelen.
Det begynder med Moses i sivkurven:
”Når et lille barn bliver født, plejer det at ligge hos sin mor. Men en gang imellem finder man et barn, der ligger helt alene uden nogen til at passe på sig. Så må andre tage sig af barnet. Det kalder man et hittebarn. Nu skal du høre om det mærkeligste hittebarn, der nogensinde er fundet.”
Sådan er fortællestilen lagt. Det er en fortæller, der beretter til et barn. Det bliver forklaret, så børn forstår de svære begreber, men det er også ”længe siden, mere end hundrede, ja mere end tusinde år siden.”
Bogen er på 160 store og fine sider. Der er en lærredsryg, så det er en holdbar bog, – også i fysisk form. Omslagets inderside er himmelblåt med stjerner på. Det er en række stjernefortællinger, og de følges godt på vej af Birgitte Ahlmanns illustrationer. Når Faraos datter finder Moses i sivkurven ved Nilens bred, så har hun tre overraskede hofdamer med sig. Og Faraos datter ser overrasket og overvældet ned på den lille sivkurv, hvor Moses ligger sovende og sødt.
Fortællingen om Moses fylder otte sider, – men da de tre sider er illustrationer, så er det lige netop passende til en godnathistorie. Og denne fortælling slutter med den nysgerrige og videbegærlige Moses, der vil have sin mor til at fortælle mange flere historier:
”Så begyndte Moses’ mor at fortælle. Og den allerførste historie var den om den gode Gud, der skabte himlen og jorden.”
Og så følger skabelsesberetningen og efterfølgende de femogtyve følgende historier.
Den sidste fortælling er den gode historie om Daniel i Løvekulen. Den slutter med de håbefulde ord:
”Så kom israelitterne langt om længe hjem til Jerusalem igen, og de skulle ikke længere være flygtningen eller slaver i fremmede lande. Og de behøvede heller ikke at nøjes med at bede ud af et vindue i retning af byen, for nu var de der selv – i selveste Jerusalem.”
Sådan gik det.
Hver gang man genfortæller fra Bibelen må man gøre sig sine egne overvejelser over valg og fravalg, over sproglig stil og man må finde balancen mellem den gamle originaltekst og en ny version. Det har mange givet sig i kast med. Ida Jessen, Bjarne Reuter, Sigurd Barrett, Johannes Møllehave, Kim Fupz Aakeson og Morten Pontoppidan har alle genfortalt Bibelen (eller dele heraf) for børn.
Denne udgivelse ”Drengen der ville tælle stjernerne” står Bibelselskabet bag, og her har de en god, holdbar kvalitetsbog, der kan gives som gave i forbindelse med barnedåb eller andre gave-dage. Det er gode historier, der er udvalgt, der er ingen lange slægtstræer, der er ”kun” de handlingsmættede og mest kendte fortællinger. Det kan være et fornuftigt valg.
Der skal være en indgang til Bibelen. Det kan meget passende være gennem den kulturelle kapital, vi alle gerne vil have en del af. Der ligger meget fælles gods i de bibelske fortællinger.
P.S.: Morten Pontoppidan skrev i 1909 – 11 sin gendigtning af ”Bibelske historier fortalt for børn”. Det har været en meget læst (og oplæst) bog i danske hjem. Nu har Louise Langhoff Koch gendigtet og nyfortolket de klassiske bibelske tekster.
Og så er ”Drengen der ville tælle stjernerne” nyillustreret af Birgitte Ahlmann. Hun har også illustreret udgivelser som ”Gyldendals store sangbog for de små” og ”Klassiske eventyr” af Grimm og H. C. Andersen. Hun siger selv:
”Illustrationerne skal understrege følelser og stemninger, som teksten vækker. Nogle fortællinger lægger op til meget voldsomme illustrationer, for eksempel den om Kain og Abel, men i stedet for udpenslet vold har jeg lagt vægt på at illustrere følelser af uretfærdighed og misundelse mellem søskende, som jeg tror, rigtig mange børn kan sætte sig ind i. Jeg håber, det åbner op for samtaler om de følelser, tekst og tegninger vækker, og hvordan man håndterer dem.”
