På den anden side af det kunstige og tilisede affaldsbjerg lå landet.
Lige overfor. Ikke langt.
Frosset inde i bjerget over hans hoved, så tæt på, at han kunne række op og røre ved den, hang en robåd.
Den stak ud fra bjerget. Kun den ene ende, agterenden, var frosset fast i bjerget. (s.129)
Velkommen til Louis Jensens eventyrlige og lidt uhyggelige univers, hvor vi tidligere har læst om ”Skeletter på hjul,” ”Den frygtelige hånd” og 1001, plus det løse, firkantede historier. Så læseren er nok forberedt på at skulle begive sig ud i et ikke-realistisk, eventyrligt univers i ”Drengen der fik en hunds hjerte.”
Med ”Drengen der fik en hunds hjerte” er der tale om en smuk bogudgivelse i et særdeles handy format, der minder lidt om det, man anvendte til de første svenske udgaver af Pippi-bøgerne i 1940erne. Et format der passer rigtig godt til en barnehånd og som letter selve læseprocessen hos barnelæseren (den enkelte side er ikke overlæsset med bogstaver) og som på forunderlig måde komprimerer og fortætter oplevelsen af Kamila Slocinskas rigtig mange illustrationer der på allerbedste måde underbygger Louis Jensens tekst.
Handlingen i den sørgmodige, eventyrlige fortælling er kort den, at en dreng får skåret sit hjerte ud af en kvinde der kører rundt i en sort varevogn, og som så sælger hjerterne videre som amuletter i små syltetøjsglas.
Drengehjertet erstatter kvinden med et hundehjerte, hvilket medfører at han også delvist udstyres med en hunds instinkter og gode næse for eksempelvis blod. Og så begynder han til tider at gø.
Drengen beslutter sig for at genfinde sit hjerte og nu starter en smertefuld og lang odyssé hen over en dybfrossen og nærmest uendelig losseplads. (Et ord og et begreb der måske nok skal forklares for barnelæseren i vores genbrugs- og forbrændingsanstalttider). Undervejs indsamler drengen døde dyr, som også har fået deres hjerter stjålet, og som nu ligger som dybfrost på lossepladsen. Han fylder en gammel barnevogn med alt fra en en hund, en ræv til en rød sommerfugl, og så rigtig mange fugle, nok til at fylde mere end to plasticposer. Hans projekt er at genoplive dem, når han engang finder deres hjerter.
Lossepladsen er et eventyrligt univers i flere etager og nederst i bunkerne af affald opdager han sin bedstefars hus. Her finder han både dansesko, en eventyrbog og så englen Mi, som bliver hans hjælper efter først at have forsøgt at dressere ham som en hund.
Sammen når de frem til lossepladsdronningens palads, hvor Dronning Kirsten hersker, og hvor dybfryseren er fyldt med de hjerteløse dyr. Måske er det sådan, at Dronning Kirsten er hans mor og englen Mi hans søster, og at det er drengens vrede der udløser de kræfter, drengen udstyres med og som gør at eventyrkabalen til sidst går op. Måske
Louis Jensens tekst kræver af sin læser, at denne overgiver sig til eventyrets sproglige univers og dropper al for megen logisk tænkning. Hvis man vil have fuldt udbytte, må man overgive sig til eventyrets indre logik. Men hvis man er en dygtig læser vil man nok opdage, at ”Drengen der fik en hunds hjerte” er en slags drømmerejse der foregår på drengens værelse, og hvor de forskellige genstande hans værelse er fyldt med fyldes med liv i hans dagdrømme fordi han er vred, sur, trist, melankolsk og ked af det.
Sprogligt er der kælet for hver eneste og mindste detalje i bogen. Udover at fungere som fortælling rummer ”Drengen der fik en hunds hjerte” smukke prosalyriske passager og mange små hilsener til H.C. Andersens eventyrlige univers. Her tænker jeg på både tingseventyr som ”Hyrdinden og skorstensfejeren,” eventyr og fortællinger som ”Den lille pige med svovlstikkerne,” ”Snedronningen,” og ”Skyggen.” En arv Louis Jensen også her løfter på smukkeste vis.
Som nævnt er bogen gennemillustreret med Kamila Slocinskas både ekspressive og følsomme illustrationer, primært holdt i en sort/hvid streg, men med anvendelse af en gennemgående sart blå og lilla akvarelfarve, enkelte steder afløst af en blodrød. Der er tale om illustrationer, der får lov til at fylde i fortællingen og på siderne i bogen, hvor de på bedste vis omslynger Louis Jensens tekst og går i dialog med den. Især virker drengens ”hundeøjne” stærkt på læseren ligesom de mange tegninger af døde fugle og hjerter på glas gør det. Sine steder har Slocinska sågar fået lov til at fylde et helt opslag, hvilket er med til at give bogen et præg af (også) at være en billedbog.
I hvert fald er bogen med sine dejligt korte kapitler, sin mundtlige sproglige præcission mere end velegnet til at blive læst op i skolen. ”Drengen der fik en hunds hjerte” anbefales på det allervarmeste (!) til undervisningen på mellemtrinnet. Her kan læreren passende læse op, klassen arbejde med hvad et moderne eventyr er, hvad der sker når en fortælling og en fortæller fører læseren rundt ved næsen som Louis Jensen gør det, hvilke følelser teksten vækker undervejs og endelig hvilken funktion og betydning Kamila Slocinskas illustrationer har for fortællingen. For illustrationerne bør også nærstuderes og samtales om, bl.a. Kamila Slocinskas noter til sig selv på indersiden af bogens omslag. Hvorfor er de med?
Der er med ”Drengen der fik en hunds hjerte” nærmest tale om et aarhuseventyr – nåh: Kamila fra Aarhus møder Louis fra Viby i bogen. Et eventyr der er endt godt, for de tos arbejde klæder hinanden. ”Drengen der fik en hunds hjerte” medgives de bedste anbefalinger til brug i både hjem og skole. Det er en kold tid vi lever i (også i skolen). Den trænger til lidt eventyr, selvom det er et dybfrossent et af slagsen.
