Der sidder en dreng på en bænk i en park med hamrende hjerte og gisper.
Alting kører rundt og han ved, at fra nu af vil intet være som før.
Sådan møder læseren hovedpersonen, tvillingen og synsvinkelholderen, Frederik i Inge Duelund Nielsens roman for større børn om at rode sig ud i noget, ikke at kunne sige fra, påtage sig eller føle skyld, at være skyldig, den første forelskelse og venskab: ”Drengen der ville være ond.”
Frederik er den tvilling der bliver hjemme i København, da tvillingebroderen Christian drager på fodboldlejr i Sønderborg.
Frederik roder sig ud i sms-mobning af sin bedste ven Malte ved at hugge Johanne fra parallelklassens mobiltelefon og sende hende en besked, der (måske) afstedkommer at Malte kommer ud for en ulykke på sin cykel.
Det får katastrofale følger for Frederik. Han tror, det er hans skyld, og læseren følger ham på hans 56 timer lange flugt gennem København, hvor han som et anskudt dyr søger ensomheden. I flash-backs genoplever han i løbet af de mange timer hele sit liv og finder ud af, at Christian altid har være den gode, mens han altid har været den onde – han har bare ikke været bevidst om det før.
Det er befriende i en roman at møde en sympatisk politimand til sidst, da Frederik bliver fundet, samt at en nogenlunde lykkelig udgang på begivenhederne antydes. Også for Frederik.
Romanen er skrevet med korte kapitler og i et sprog der er uhyre præcist, økonomisk og sine steder lyrisk. Det gælder helt ned på ordniveau.
”Drengen der ville være ond” er på overfladen både let- og hurtigt læst, men rummer i sig adskillige eksistentielle og filosofiske spørgsmål, læseren kan tænke over: Hvorfor påtager Frederik sig skylden for noget, han nok ikke har gjort? Hvad er skyld? Skam? Hvad er venskab? En god ven og klassekammerat? Hvad er det at være under pres fra forældre, kammerater – og her ikke mindst egne fordomme?
På den måde roder Inge Duelund Nielsen, og hendes Frederik, rundt i nogle af de samme problemstillinger som Mette Vedsø kredser om i novellesamlingen for lidt ældre børn: ”To minutter i dommedag” (Høst & Søn, 2016)
Det med at føle skyld og skam i ”Drengen der ville være ond” minder også meget om de problemstillinger Cecilie Eken tager op i sin mesterlige gyserfortælling, sonnetkransen, ”Mørkebarnet” (Høst & Søn, 2013). De to tekster vil kunne indgå i et fælles undervisningsforløb.
”Drengen der ville være ond” anbefales som hovedværkslæsning på mellemtrinnets 4. – 6. klasser. Udover de temaer der er nævnt ovenfor, er det oplagt at undersøge romanen på alle niveauer fra genre til ordvalg. Desuden er det oplagt at udnytte tekstens mange tomme pladser til mere kreative opgaver med eleverne. Her tænker jeg på alt fra meddigtningsopgaver over tegneseriefragmenter til lommefilm og animationsfilm.
”Drengen der ville være skyldig” lægger sig i slipstrømmen på Inge Duelund Nielsens tidligere tween-romaner, eller romaner for større børn, ”Æbleskud” og ”Man kan jo ikke tage sig af alting.” Denne gang er fortællingen dog lettere tilgængelig og kan derfor også anvendes som frilæsning for flere børn. Og endelig kan vi voksne sagtens læse med. Vi er jo sjældent helt uskyldige.
