Det er på andet opslag, man ser skoven. En birkeskov, måske en bøgeskov. Det er en skovbund, der er i fokus, og det er efterår, for træerne står uden blade. I det fjerne ser man grantræer, men der er ingen mennesker. Det er en skov, hvorfra alle er gået hjem.

På bogens sidste opslag ser man samme skov. Samme birketræ, samme grantræer i baggrunden og samme blanke stammer. Her er de to tvillinger på tur i skoven, men de følges ikke. Den ene går på stien, det er bogens brilleklædte ”jeg-fortæller”, den anden går uden for stien, men med retning ud af billedet. De ser til hinanden, men de går ikke mod hinanden.

Det er bogens beretning om savn og tomhed, der lyser ud af de to sider.

Bogens illustrationer er i en blanding af tegneserie, vignetter, helsidesopslag, skrevne sider, tekst med håndskrift, gouache, sort-hvide-jordfarvede opslag, farveblyanttegninger og farvelagte tegninger. Alt er der. Men alt bærer samme følsomme signatur.

Teksten er underlagt illustrationerne. Den er skrevet med farveblyant med nervøse versaler: ”I dag er det vores fødselsdag. Vi snakkede i telefonen i morgens. Jeg havde dårlige samvittighed, fordi jeg ved, at du er ked af det, og fordi jeg tror, jeg havde en bedre morgen end dig. Og fordi jeg tror, du er ensom. Det er den slags dårlig samvittighed, jeg også får, når jeg tænker på, hvordan det var at vokse op.

Jalousi og dårlig samvittighed er vores følgesvende. Hvornår var det lige, det frø blev sået?

Mon du også er gået i skoven i dag?
Skovene ser så forskellige ud.

Er de lige grønne?
Er de lige mørke?”

Så leder denne tvilling igennem byens busser og butikker efter en, der kan fylde savnet efter tvillingen. Hun læner sig tvillingevant mod en dame i sporvognen -det er ikke nogen god løsning. Og hun forsøger på anden vis at finde et menneske, der kan give hende en skulder at læne sig op ad. Det finder hun ikke, men illustrationerne er vældig humoristiske og har en varme og indforståethed, der luner den noget mørke fortælling.
Der er flashback til barndommens cykelture og tøjprøvning, og der er den voksne refleksion over det, der skete i barndommen.

Det handler om en tvilling, men det er savnet (og dobbeltheden i savnet), der er temaet. Hun føler sig ensom uden sin tvilling, men det er en ensomhed, der er mere eksistentiel end blot rettet mod en bestemt person.

Det er den voksne, der ser tilbage på sin barndom med et voksent blik. Et blik, der er dobbeltrettet, således som alt i forholdet til den savnede er dobbeltrettet.

De to tvillinger står i hvert sit værelse og ser mod den samme stjerne, men hos den ene er der to stjerner, hos den anden blot en enkelt. Alt er dobbelt: savn og jalousi, således som der står på dobbeltopslaget lige før: ”Dobbelt-haderen”.

Det er autofiktion i en multimodal tekst. Det er billeder, og det er tekst, der skal læses.

”Vi pendler mellem det verbale og det visuelle, og hele tiden bliver forståelsen for det, vi læser, bredere og dybere.” siger forsker Maria Nikolajeva.

Billeder kan vise stedet, personerne og det fysiske udtryk. Man kan sige, at billedteksten er substantiver og adjektiver. Billeder er struktureret på en side, hvor man kan læse fra det gyldne snit og ud, – eller man kan læse ved at følge andre stier. Skriftens typografi er også afgørende for billedet af tekstens indhold.

Verbalteksten styrke er, at den kan vise tiden, den viser om det foregår i datid, i nutid eller i fremtiden, og man kan sige, at verbalteksten refererer til verberne. Her i ”Du er her ikke” er verbalteksten også refleksionens tekst. Billederne viser det, der skete og sker (eller rettere: Hvad fortælleren husker, der skete).

Det er en bog, der henvender sig til alle. Det er ikke en børnebog, det er en ”alle-alders-bog”, som man gerne må tale om og tale med.  Det er et eksistentielt savn: ”Du er her ikke”.

Links: Forfatter og illustrator Mette Bystrup