”Nu leger vi vores leg, siger lillebror.
Først dig, siger jeg.
Nej, svarer lillebror. Det er altid Bedstefar, der begynder.
Vi starter med B, siger bedstefar, sig et ord med B.
Bedsteven, råber lillebror.
Bedstefar, svarer Bedstefar.
Nu er det din tur. Lillebror griner og peger på mig.
Men ”borte” er det eneste ord, jeg kan komme i tanke om.”
Forfatteren og lyrikeren Synne Lea og illustratoren Stian Hole har tidligere arbejdet sammen om Nattevagt – digte for børn (2014), hvor digtene tog udgangspunkt i børns genkendelige omgivelser, tanker, drømme, længsel, samhørighed og adskillelse.
Nu er de tilbage med Du og jeg, som er en særdeles smuk fortælling i ord og billeder om de tanker, der plager jegfortælleren allermest: Pigens frygt for at miste den bedstefar, hun elsker over alt. Fælles for de to udgivelser er Synne Leas stilfærdige og præcise sprogbrug og Stian Holes letgenkendelige illustrationer. Som i Stian Holes egen billedfortælling Morkels alfabet (2016) er metasprog og sprog -og billedleg også her centrale elementer i fortællingen.
Men alt er ikke, som det plejer. Stian Hole har udviklet repertoiret. Godt nok dukker der både genstande og personer fra tidligere udgivelser op i Du og jeg, men meget er nyt. Du og jeg er på billedsiden sprængfyldt med referencer, metaforer, symboler og overraskende synsvinkler og klip, der gør, at værket fornyer sig fra læsning til læsning. Vi kommer ikke længere end til omslaget før den gennemgående og gennemtænkte symbolik demonstreres: Tre personer i en lille robåd ude på det uendelige hav. Til venstre ses et isbjerg, for det mest urovækkende findes under havets overflade. Med en klar reference til Sigmund Freuds teori om det ubevidste vises allerede her, værkets hovedtema; for det er alt det, vi ikke selv kan kontrollere her i livet, der er i fokus i fortællingen. Hvor der på omslaget er øde og tomt på overfladen, så er der varmt og frodigt under havets overflade. Isbjerget og sælen, der svømmer i samme retning som båden, kan læses som et ledemotiv på illustrationssiden, men de nævnes aldrig i verbalteksten. I Du og jeg sker der ting og sager i billedsiden i modsætning til teksten, der for størstedelen består af en smuk, kort og præcis dialog, mundret oversat af Naja Marie Aidt fra norsk.
Fortællingen centrerer sig om pigen og bedstefaren. Lillebror er med, men fungerer mest som en livsglad, munter, højtråbende og udadvendt kontrast til den indelukkede, stilfærdige og triste piges alvor. Hverken bedstemor eller børnenes forældre nævnes. Bedstemor ser vi måske i et par illustrationer, der kan tolkes som, at hun er død. Her er kun den gamle mand (og) havet, børnene og naturen i en usædvanlig stærk fortælling om, hvor sårbart livet er, og hvor lidt der skal til, før alt er forandret. Selve handlingen foregår på en enkelt tur i robåden, et symbol på livsrejsen, hvor bedstefaren ror på vejen ud, men hvor pigen må overtage årerne og styre dem sikkert ind til land igen. Symbolikken er ikke til at overse. Hvor pigen tidligere har elsket livet ude på havet sammen med bedstefaren, har hun denne gang slet ikke lyst til at tage med. Og hun ønsker hverken at overtage robåd, søkort, stormkøkken eller andet. Hun vil bare være sammen med sin bedstefar.
Fortællingen slutter urovækkende, men måske alligevel med et håb. Bedstefaren krammer pigen:
”Jeg kan leve lidt endnu, hvisker han ind i mit hår.
Det er stadig os tre, smiler bedstefar.
Du og jeg og lillebror, siger jeg.”
Men på det allersidste opslag er vi tilbage i bedstefarens hytte, hvor vi ser pigen og lillebroren. Pigen fyrer op i ovnen, mens lillebroren står og kigger ud af vinduet med en legetøjsbåd i hånden. På det allerførste opslag i bogen ser vi bedstefaren i sengen, mens stearinlyset i vinduet er slukket. Nu er bedstefaren der ikke, og stearinlyset brænder. De sidste ord lyder:
”Når jeg bliver stor, vil jeg bygge en båd til dig, siger lillebror.
Jeg vil bygge den sådan, at du kan rejse over havet lige meget, hvor stort det er.
Det skal være en båd, vi kan bruge til at besøge bedstefar med.
Det går ikke, siger jeg.
Men det er fint, sige lillebror. Det er fint at tænke på.
Ja. Og det lyser, siger jeg.”
Her henviser teksten til et tidligt opslag, hvor pigen netop gør lillebroren opmærksom på, at havet mellem dem vil være uendeligt……
Sammenfattende kan man sige, at det er kendetegnene for Du og jeg, at fortællingen og illustrationerne lever af kontrasterne mellem en konkret og en abstrakt verden, der er ubestemmelig, og som her i værket ligger under havets overflade – og mellem linjerne i teksten. Her spilles på modsætningerne mellem lillebrors leg, og det ansvar pigen føler, sorg over for glæde ved livet og naturen, og så det uafvendelige der truer. Du og jegs helt store styrke ligger i, at værket er åbent for (for)tolkninger, og at det kan læses på mange måder. Her leges på en trist og dyster baggrund med forskellige stemninger. Hvorvidt Du og jeg kan trøste et barn, der frygter at miste, skal være usagt. Men det er forsøget værd. Under alle omstændigheder er der tale om en billedfortælling, der kan læses på tværs af generationer og måske netop sammen. For selv om vi lever i en tid, hvor mennesket på mange måder har slået sig selv op til at være hersker over livet, så er der dog grænser. Og de grænser er det godt at få talt om. Det gælder både i skolen og derhjemme.
Og ham Sigmund Freud? Læs værket og se om det ikke ligefrem er ham, der på et opslag flyder rundt i havet som en ø blandt andre ansigter og ligefrem har øjenkontakt med læseren. Og nyd det allersidste opslag med sælen – her nærmer vi os Claude Monet (1840 – 1926) og hans sene malerier – hvor himmel og hav på allersmukkeste vis går i et. Læs selv, se selv, tolk selv og oplev selv Du og jeg og bliv klogere på livet.
Denne anmeldelse af Du og jeg fortjener at blive afsluttet med Stian Holes ord i et oplæg i Aarhus den 28. oktober 2017:
”Jeg synes, billedbogen har så store muligheder netop med, hvad ordene siger, og hvad billederne siger, og også hvilke billeder der findes i ordene, og hvad der står skrevet mellem linjerne i billederne. Dét skaber dialogen og gnisterne, som dukker op, når de mødes.”
Det er netop dette Synne Lea og Stian Hole har formået i Du og jeg. De har skabt et mangetydigt, eksistentielt billedlitterært værk til læsning og genlæsning. Du og jeg anbefales varmt til brug i hjemmene, men også til skolen, hvor værket kan anvendes i både dansk- og tværfaglige sammenhænge. For som Astrid Lindgrens Emil fra Lønneberg sagde ude på Katholt: ”Du og jeg, Alfred” i en fortælling, der som Du og jeg fortæller læseren, at kærlighed til andre mennesker er et muligt ståsted, hvor vi netop bliver ledt væk fra os selv. Og at kærlighed kun er mulig, hvis vi accepterer realiteten af en verden uden for os selv, hvor svært det end er.
