”Based on a true story” står der tit på filmlærredet og i bøger.
Det burde der måske også stå som introduktion i Glenn Ringtveds nye roman om de to misbrugte børn, Lasse og Lea. Selve grundhistorien har forfatteren nemlig fra en kvindelig bekendt. Den udspiller sig langt fra storbyens vilde og hektiske liv, men sender grimme hilsener til både Tønder, Brønderslev, Lolland og mange andre steder. Der er ikke altid så dejligt på landet.
Romanen skriver sig flot ind i rækken af gode og væsentlige udgivelser i Gyldendals letlæste ungdomsromaner i Spurt-serien. Her tænker jeg blandt andet Ringtveds egen ”En god dreng”, som han vandt Undervisningsministeriets, Skriveprisen for i 2013, Kim Fupz Aakesons ”Berørte Katrine”, Lene Møller Jørgensens ”Hvem fanden er Bruno” og Conrad Fields ”Død mand stå.” Alle romaner der rummer store eksistentielle problemstillinger, børn og unge kan befinde sig i fortalt i et sprog, hvor alle kan være med. Her er det det at have været og være seksuelt misbrugt og ikke kunne fortælle nogen om det der er i fokus.
Hovedpersonen Lasse bliver som 9årig voldtaget af sin fem år ældre fætter under et besøg hos sin moster, og mosteren forsøger at gøre som om intet er hændt. Lasse forandrer sig fra en glad udadvendt dreng til at være indesluttet og aggressiv og på kant med kammeraterne. Fire år senere besøger han som 13årig en hjemmeside på internettet for seksuelt misbrugte børn – og finder ad omveje ud af, at han ikke er alene om at være i den situation. Han kommer i kontakt med den lidt ældre pige Lea, og sammen får de langt om længe taget hul på at få gjort noget ved deres situation. For de voksne gør åbenbart ikke noget.
Glenn Ringtved siger selv i forbindelse med udgivelsen af bogen:
”Det jeg vil med bogen, er at give bare et barn, der sidder i en lignende situation, mod til at få det fortalt. Få taget hul på det, uanset hvor svært det er. Èn ting er jo overgrebet, men at fortælle det griber uvægerligt også voldsomt ind i ens liv – og ens families liv.”
Fortællingen er fortalt med Lasse som jegfortæller, og er altså set gennem en trettenårigs øjne med de muligheder og begrænsninger det giver. Blandt i et meget direkte sprogbrug fyldt med ungdommelige fyndord. Den direkte målgruppe bliver drenge på fra 12 – 14 år, men vi andre kan sagtens læse med. Endnu engang afsløres vi voksnes berøringsangst over for de grimme oplevelser børn og unge kan komme ud for. Men romanen lader dog de voksne komme til fornuft og får stoppet misbruget af Lea.
Den noget mærkværdige titel på bogen stammer fra side 133 , hvor Lea afslører, at hun er cutter:
”… Fordi jeg har brug for det. Fordi jeg er fucked up. Fordi jeg er helt … du ved …”
Hun satte en finger op til hovedet og kørte den rundt. ”… dyt båt coconut.””
Der er ikke megen: ”dyt, båt, kinesersnot” over denne lille væsentlige og letlæste roman. Romanen anbefales varmt til alle pædagogiske læringscentre ude på skolerne – og til frilæsning for de unge og de voksne der omgiver dem.
