Fortæl os om, hvordan du har svigtet revolutionen, indrøm dit forræderi. Du kan ikke undslippe Angkar! Angkar ser alt og hører alt. Hvorfor prøver du på at undgå din skæbne?
Forfatteren Eline Mørch Jensen (EMJ), som bl.a. er kendt for at være redaktør af Læringscenterforeningens blad Læringscentret og sidder i bestyrelsen for den danske afdeling af IBBY, har begået en overordentlig vigtig bog om Cambodja i årene 1975-1979. I de år herskede De røde Khmerer under brutalt lederskab af Pol Pot. Verden så skammeligt til og lod grusomhederne finde sted.
EMJ har rejst flere gange i Cambodja og på sine rejser talt med mennesker, som på den ene eller den anden måde har været udsat for De røde Khmerers regime. Hun har talt med mennesker, som har været en del af de røde khmerer, og hun har talt med mennesker, som har været udsat for den tortur, som Khmererne udøvede på deres egne landsmænd.
Tanken bag De røde Khmerer var, at man ville skabe et klasseløst bondesamfund – efter maoistisk forbillede. Det lykkedes så langt fra, og den politiske magtudøvelse udviklede sig til et terrorregime næsten uden sidestykke.
Det er en historie, der er nødvendig at fortælle igen og igen, til generation efter generation.
Der er nogle begreber, som går igen i EMJs beretninger. Det ene er Angkar, det andet er Toul Sleng. Angkar er navnet på den centrale organisation bag Khmer Rouge, som bevægelsen oprindeligt hed, fordi dens arnested var Paris, hvor bl.a. Pol Pot studerede. Organisationen er opkaldt efter byen Angkor, som var hovedstad i Khmerriget, som eksisterede mellem 802-1431.
Toul Sleng var et berygtet fængsel, hvor der forekom utallige eksempler på tortur og henrettelser.
De mennesker, som blev indkaldt til at tilhøre Khmerernes røde brigade var alt fra voksne mænd til ganske unge drenge, og de sidstnævnte var de nyttigste, fordi de naturligt ikke stillede så mange spørgsmål. Det var et regime, som på alle måder byggede på frygt. Soldaterne var bange for magthaverne, og landets borgere var bange for militsen, som hensynsløst førte magthavernes ordrer ud i livet – eller måske lige så rigtigt ind i døden.
EMJs store fortjeneste med denne bog er, at give de mennesker, som har været udsat for at skulle udøve tortur såvel som dem, der er blevet udsat for den, mæle; og det er artige sager, man får at høre. Når det brutale regime ikke fik en længere levetid, skyldtes det ikke mindst, at Vietnameserne rykkede ind over grænsen til Cambodja for at sætte en stopper for khmer Rouges regime. To uger tog det at nedkæmpe khmererne – fra den 25. december 1979 til den 5, januar 1980,
I 2009 har man nu foranstaltet et retsopgør med de sidste 5 overlevende magthavere fra de horrible år. Ikke mindst Duch (Kaing Guck Lav), som var lederen af det berygtede fængsel Toul Sleng. At se refereret, hvorledes Duch ser sin rolle i hele forløbet, er grusomt, man føler sig hensat til læsningen af den jødiske filosof Hannah Ahrendts bog om Eichmann (Den banale Ondskab). Duch undskylder sig med, at han aldrig har tortureret nogen, at han nok har givet ordre til at det skulle ske, men at denne ordre var en, som han var blevet pålagt at give osv. Duch forsvarer sig blandt andet med, at hvis ikke han havde givet ordrerne, så havde en anden gjort det, og hvis han havde nægtet, ville hans familie være komme i fare osv. Man hører næsten for sig Mantovani og hans 101 strygere agere undskyldende lydtapet. Det er ynkeligt.
Ud over denne fortræffelige bog, som andetsteds – af journalist Mette Holm – er blevet kaldt ”en poetisk portrætsamling” har Eline Mørch Jensen udgivet romanen Rosas vej, og bøgerne Afvist – asylansøgere i Danmark er dokumentation og Sigøjneren i os.
Man kan jo spørge, om denne bog er en bog til børn? Den skal i givet fald formidles. Men for at få unge mennesker til at forstå, at demokratiet jo nok er den mindst ringe styreform, så kan det være endog meget godt og nyttigt at lade elever i Folkeskolens ældste klasser læse et eller flere af de 16 kapitler i denne bog for at kunne drøfte hvad totalitære regimer gør af ondt ved mennesker – angiveligt i det godes tjeneste.