Og mens Julia bandede, og Max blev ved med at slå på sig selv, gik jeg hen til døren, vendte mig om og vidste, at alt var forbi. Der var ikke mere at sige, overhovedet ingenting, alt var forbi. Og alligevel brølede jeg noget, jeg skreg, I har overhovedet ingenting fattet, jeg ville redde jer, har I ikke forstået det? Møgunger! Så åbnede jeg hurtigt døren, smuttede ud, knaldede den i og drejede nøglen om.
Titlen på denne bog relaterer til det engelske udtryk ”the elephant in the room” og betyder i grunden, at de store problemer der er, dem drøfter man ikke med hinanden, de foregår i dølgsmål og i tavshed – af angst, magelighed eller misforstået solidaritet.
Pigen Julie fortæller i romanens begyndelse Mascha den hårdnakkede myte om elefanter, nemlig at de angiveligt ved, hvornår de skal dø, og når de mærker tiden nærmer sig, så går de afsides og lægger sig, og det er åbenbart de samme steder de går hen, siden man kan tale om disse elefantkirkegårde, som er så velkendte. Det er dog en myte, som Maschas bedstefar i romanens slutning afliver. Det forholder sig ikke sådan.
Det er en barsk sag, denne roman af Susan Kreller. Mascha bor i en lille soveby hos sine bedsteforældre på moderens side. Moderen er død, og faderen er ofte travlt optaget af at lave sine dokumentarfilm. Derfor opholder den 13 årige pige sig her, hvor alle foregiver at bo i et fællesskab, men hvor man i øvrigt passer enhver sit – og frem for alt ikke løber med sladder om naboen.
I byen er der ikke mange børn på Maschas alder, så hun går hver dag hen til legepladsen og ser på, hvorledes de mindre børn leger. Her kommer også de to børn, Max og Julie. Børnene har en aparte opførsel, siger ikke mange ord, slet ikke Max. Max er i øvrigt stor og alt for fed for sin alder, og de andre børn driller ham og kalder ham en elefant.
Ved et tilfælde opdager Mascha at ikke bare Max, men også Julie – og siden ser hun det også hos deres mor – er overbroderet med blå mærker og sår efter tydelig mishandling. Da Mascha prøver at tale med sine bedsteforældre om det, bliver hun affejet – især af bedstemoderen, der ikke vil høre tale om, at automobilhandleren, byens agtværdige borger, banker medlemmer af sin familie. Det er ganske utænkeligt, og sidst nogen forsøgte at bringe denne uhyrlighed på bane, måtte vedkommende rejse fra byen!
Mascha bliver så fortvivlet af medlidenhed over de to mindre børn, at hun noget uansvarligt beslutter at tage sagen i egen hånd. Midt ude på en kornmark står et blåt skur, som hun tidligere har rengjort og i øvrigt har nøglen til, og her fører hun børnene ud og vil beskytte dem ved at holde dem indespærret i nogen tid. Mascha sørger for mad til dem og at latrinspanden bliver tømt. For at lokke børnene med sig lyver Mascha over for dem og bilder dem ind, at deres mor er blevet syg og indlagt på hospitalet. Men da det går op for børnene, at Mascha har villet beskytte dem mod deres far, udvikler tingene sig på en anden måde, end Mascha havde tænkt. Solidaritet kan have de underligste udtryk, ikke mindst mellem børn og forældre.
Det bliver naturligvis opdaget, at børnene er væk, og en eftersøgning sættes i gang, uden at de dog bliver fundet lige med det samme.
Hvordan det ender, må man imidlertid læse sig til, men man er holdt på pinebænken til det allersidste. I Danmark føres der netop i denne tid en debat om, hvorvidt i opdragelsesøjemed en ørefigen i ny og næ dog kan skade ens børn. Denne roman er det forfærdende bevis på, hvor galt det kan gå, hvis man giver los herfor.
Susan Kreller (1977) hedder den tyske forfatter, som har skrevet denne forstemmende roman, som er hendes første udgivelse. Bogen er fint oversat til dansk af Birgit Fuglsang. Romanen er ikke præget af stor sproglig udformning, men er holdt i en lavmælt grundtone, som giver fortællingen en egen dyster stemning, som er fint ramt på dansk.
Romanen vil kunne bruges både i dansk, samfundsfag og kristendomskundskab, hvor man vil kunne arbejde med temaer som: mishandling, ansvar, medlidenhed, etik.
