Datid.
En tid man kan sige da om.
Da David dit, og da David dat.
Efter ”Veronika lyder som harmonika” (2011) og ”Sommerdrenge (2013) (se anmeldelse: http://www.bogbotten.dk) er Rebecca Bach-Lauritsen med ”Ellens ark” tilbage med endnu en komprimeret, poetisk og vedkommende børneroman.
Allerede på kunstneren Julie Nords foruroligende og smukke forsideillustration bliver læseren gjort opmærksom på livets forgængelighed. Det er den ”Ellens ark” handler om.
For romanen handler om Ellen, der mister sin otteårige lillebror, David. Da Ellen kommer hjem fra skole en mandag, ligger han død på flisegulvet i entreen efter at være faldet ned af trappen.
I ultrakorte, sprogligt komprimerede og nærmest lyriske kapitler, følger læseren Ellens kamp for at begribe, forstå og komme overens med den sorg, der har ramt hende og hendes far og mor.
Som det lyder i det lille kapitel ”Enebarn”:
Et enebarn er et barn, der hele tiden har været den eneste. Et barn, der ikke er for lidt og ikke for meget. Ellen er den eneste, men hun er ikke et enebarn. Mor giver Ellen hue på og et kys. Mor smiler. Men Ellen ved det godt. Hvad mor synes. At Ellen er for lidt. Og for meget.
Romanens titel viser hen til det arbejde Ellen bliver sat til i kristendomsundervisningen. Klassen skal høre om Noas ark, hvor Gud jo har fortrudt, at han har skabt menneskene og vil udslette alt liv med en syndflod. Hun skal tegne til fortællingen, men magter ikke at tegne de overlevende og må nøjes med at tegne alt vandet.
”Ellens ark” slutter med en smuk afskedsscene mellem Ellen og David hvor drøm og virkelighed blandes, og hvor ringen sluttes til den indledende scene, hvor Ellen finder David.
Rebecca Bach-Lauritsens lyriske, komprimerede sprogbrug og hendes fine fornemmelse for følelser og sansninger er også helt gennemgående i denne roman, som den er i hendes to tidligere udgivelser. Den fortælles af en alvidende 3.personsfortæller med indresyn i Ellen. Selve fortælleformen afspejler det dybt alvorlige, der er over denne udgivelse.
“Ellens ark” er fyldt med rigtig mange tomme pladser, som læseren selv skal udfylde og leve sig ind i, og som gør at romanen kan læses på mange måder og på mange niveauer. Det gælder de små digtlignende sekvenser, hvor ordenes denotative og konnotative betydninger udforskes. Det gælder ord som: entré, fald, kontaktbog, rutine og (jord)skælv vendes og drejes. For Ellens tanker og sorg flyder ikke i rette linjer mellem fliserne – som Davids blod gjorde det, da hun fandt ham. Hun er, som også hendes forældre er det, overvældet af sorgen – og det er denne afmagt, Rebecca Bach-Lauritsen magter at formidle til læseren.
”Ellens ark” anbefales varmt til dansk- og til filosofi- og kristendomsundervisningen i indskolingen og på mellemtrinnet for den fine, søgende, undersøgende og følsomme måde dette svære emne er beskrevet på. Her kan romanen også kan indgå i det sorgarbejde og den sorgbearbejdning, der er, eller som bør være en naturlig del i forbindelse med at klassen rammes af et barns død. Det bliver spændende fortsat at følge dette forfatterskab, der med de tre første væsentlige udgivelser er kommet forrygende fra start.
