En lille smule heldig

‣ Forfatter: Liz Pichon

‣ Illustrator: Liz Pichon

‣ Oversætter: Kim Langer

‣ Forlag: Høst & Søn

‣ Udgivelsesår: 2018

‣ Pris: 149,95

‣ Målgruppe:8+

‣ Sidetal: 253

‣ ISBN: 9788763856058

”Normalt ELSKER jeg at lave ting (som for eksempel mine snoretegninger). Men far dukkede bare op LIGE MIDT I De skøre frugtfiduser. Som er den BEDSTE serie NOGENSINDE. Han stillede sig op foran tv’et og rystede på hovedet på sådan en utilfreds måde. ”Tom, hvorfor sidder du indenfor og ser tv, når det er sådan et dejligt vejr udenfor?” ville han vide. For det første – det var IKKE dejligt vejr. Det var fugtigt og koldt, for det andet – jeg så tv, fordi der var et nyt afsnit af De skøre frugtfiduser. Og det er mega GRINEREN! Men jeg sagde ikke noget. Jeg holdt bare øjnene rettet mod tv-skærmen og trak på skuldrene. ”Der er så mange ting, du kunne lave i stedet for at glo på en skærm. Kom nu, Tom, sluk for det tv.” ”Eeej, far! Det er ikke FAIR. Må jeg ikke bare lige se det her færdigt?” spurgte jeg. ”Ærligt talt, Tom, da jeg var på din alder, løb jeg ALTID rundt udenfor i den friske luft. Jeg så næsten ALDRIG tv,” sagde han stolt. ”Det er, fordi tv ikke var opfundet, da du var på min alder, far.” (Han er trods alt ret gammel).”

 En lille smule heldig er syvende bog om drengen Tom Gates og hans genvordigheder. Historien foregår, som de andre, via Toms notesbog, som er den vi læser i – komplet med tegninger, talebobler og skøre indslag.

Toms far synes Tom sidder alt for meget indendørs og prøver at lokke ham udenfor. Tom mener, at det ville hjælpe gevaldigt på motivationen, hvis han havde en hund han kunne gå tur med – men det kommer ikke til at ske, for storesøster Delia siger, hun er allergisk. Et kæledyr, det har til gengæld Toms nye nabo, en virkelig irriterende pige: En endnu mere irriterende kat, der konstant smutter indenfor i Toms hus og efterlader kattehår overalt. Samtidig kæmper Tom og vennerne Norman og Derek for at få lavet et audition-nummer til ROCKMAGASINETs store banddyst. Men når de det mon?

Jeg har kun læst én af de andre bøger om Tom Gates, men kunne fint følge med i handlingen alligevel, hvilket vil sige at bøgerne i serien sagtens kan læses uafhængigt af hinanden.

Bogen er både skrevet og illustreret af Liz Pichon, som oprindeligt er grafisk designer. Hun har designet blandt andet pladecovers og t-shirts, og hendes fine, finurlige stregtegninger, der fylder bogen igennem, lægger et ekstra lag på bogen og gør den virkelig læseværdig.

Hvis man godt kunne lide Wimpy kid-bøgerne og Andy Griffiths serie om den kæmpestore træhule, vil man falde pladask for Liz Pichons Tom Gates-bøger. De er lige tilpas gakkede, med masser af små finurligheder at gå på opdagelse i på alle sider.

Forfatter Liz Pichon

En lille smule heldig – Høst & Søn

Anmeldelsen er skrevet af Line Frømann Ehlers

Line er uddannet bibliotekar DB anno 2007 og har arbejdet som bibliotekar siden; først på Herning Bibliotekerne og siden 2017 på Skive Bibliotek. Hun elsker det gode gys, både for børn og voksne, og læser derfor meget i den genre. Hendes litterære interesser spænder dog vidt, så hun elsker også en god fantasyroman eller dystopi. Efter Lines liv er blevet beriget med to fantastiske børn, er hun helt naturligt også blevet interesseret i bøger for de allermindste, herunder billedbøger, letlæsningsbøger og højtlæsning - der læses generelt i uhyrlige mængder på hjemmematriklen. Line har anmeldt både børne- og voksenlitteratur flere steder bl.a. i Herning Folkeblad og flere steder på nettet.