Korte bøger kan være lange i tankerne. Jan Kjærstad skriver i et essay, at nogle bøger har en særlig ”efterglød”. De holder ved og holder varmen hos læseren længe efter at bogen er lukket. Sådan en bog er ”Engle i sneen”. Det er en smuk bog. Forsiden er i brækket hvid med en lygtepæl som et Antoniuskors. Snefnug daler store og uensartede ned over det stille, stille landskab, et landskabet der er hvidt og stille som et hospital. Et hospital og en sygestue er netop stedet, hvor bogens hovedperson tilbringer hele sin tid.
I nabostuen ligger Jonas, hvis mor er stille og hændervridende, Silje er en anden patient, der kan spille på opholdsstuens klaver. Hun spiller ”Here comes the sun”, men der kommer ikke megen sol ind i sygestuerne.
Her er alting anderledes. Der er mange, der spørger os, hvordan det går, og hvad vi tænker på, men der er ingen andre, vi kan snakke med om hverdagen derhjemme. Ingen andre, der forstår. Ikke på den samme måde. Men vi har hinanden. Heldigvis. Så kort kan det skrives, når ensomheden på en ungdomskræftafdeling skal beskrives. Det er næsten ikke til at holde ud. Det er så sørgeligt:
Vi sidder stille sammen og kigger ud af vinduet. Far og jeg. Ser på børnene, der laver en snemand. Nu har de bygget en borg derude. Og stabler af snebolde. Det ser ud til, at de ruster sig til en sneboldkamp.
Ville det ikke være dejligt, hvis mor var i himlen? Siger jeg.
Jo, siger far. Men du ved jo godt, at jeg ikke tror på det der med Gud og himlen og den slags. Det har vi jo talt om før.
Således er det kun engle i sneen, der kan være linket til det guddommelige for den syge hovedperson. Han bliver mere syg. ”Far er flyttet ind”, står der kort og lakonisk, og så ved vi, at det ikke er gået fremad med helbreddet.
Sproget i ”Engle i sneen” er stille og lavmælt og helt i familie med ”Ellens ark” af Rebecca Bach-Lauritsen. Det er helt uden de store beskrivelser af stemningen og følelsen. Det er de korte konstaterende tanker og replikker, der sætter den snestille tone på indholdet.
Smukt. Der er mange sætninger, der ikke er på sætningsform, og hvor næsten alt står mellem linjerne. Efterglød. Det er ordet for denne bog. Bogen er smukt oversat af Susanne Vebel, men man burde helt sikkert læse den på nynorsk.
En norsk anmelder skriver det: ”Fort lest, men sent glemt. En bok som både trøster og berører. (…) Dette er litteratur på et helt annet nivå enn det jeg selv kom over i min sentimentale slukealder.”
