Fængslet ved verdens ende

‣ Forfatter: Erik Barfoed

‣ Illustrator: Peter Bay Alexandersen

‣ Forlag: Høst & Søn

‣ Udgivelsesår: 2021

‣ Pris: 249,95

‣ Målgruppe:10+

‣ Sidetal: 292

‣ ISBN: 9788702317640

”Salt.

Og sand.

Varme, der stak mod ansigtet.

Bølger.

Måger, der skreg. Langt væk.

Sultne.

Der var også noget helt tæt på. Lige over ham. En skygge bevægede sig over hans lukkede øjenlåg.”

Så skruer Erik Barfoed, stærkt assisteret af Peter Bay Alexandersen, igen op for den helt store fortællemaskine i Fængslet ved verdens ende i en på alle måder eventyrlig og stor roman for børn i alle aldre. Et eventyr, hvor alle fortællesejl er sat.

Fængslet ved verdens ende er, med forlagets ord, en selvstændig fortsættelse af Fangeskibet (2020), hvor vi sammen med 12- årige Tom forsøger at overleve i et fattigt 1800tals England. Straffen for at stjæle mad er hård og nådesløs, og Tom ender på fangeskibet HMS Bellerophon, der er lagt op i Themsens munding ud for hans fødeby Sheerness.

Både Fangeskibet og Fængslet ved verdens ende sender hilsner tilbage til store klassikere som Charles Dickens romaner om Oliver Twist og andre udsatte børn, Robert Louis Stevensons Skatteøen, Hector Malots Frændeløs og i navnesammenfaldet mellem de to hovedpersoner Tom og Becky til Mark Twains Tom Sawyers eventyr og Huckleberry Finn for blot at nævne nogen.

Tiden i Erik Barfoeds to romaner er historisk, og begge romaner er researchet, så detaljer i romanerne er historisk korrekte, men det er fortællingen og fortælledrivet, der er sat i forgrunden, så romanerne fremstår som nutidige og fortalt til og for børn, unge og voksne i 2021.

Fængslet ved verdens ende er skrevet så værket er yderst velegnet til oplæsning for hele familien, mens man følger Tom som blind passager på fangeskibet (!) Pegasus til Australien for om muligt at redde sin ven Becky. (Beckys historie om hvordan hun er endt på skibet, kan man læse om i Fangeskibet.)

Pegasus forliser i en brandstorm ud for Tasmanien. Tom redder sig selv i land, og redder samtidig den en pige, der viser sig ikke at være Becky, men den ikke så sympatiske Wendy, med hvem han kæmper for at overleve i Tasmaniens barske natur.

Tom tror, Becky er omkommet, men hun er endt som straffefange, mens hun, tror Tom er omkommet i forliset. Den dramatiske fortælling fortælles derfor fra henholdsvis Toms og Beckys synsvinkel – og det er et både spændende, dramatisk og uhyggeligt eventyr om de to børns oplevelser, overlevelse og udvikling som mennesker under ekstremt barske forhold.

Godt nok er eventyret sat til 1800-tallets Tasmanien og handler om udlængsel mod fremmede lande og en længsel efter at høre til og blive værdsat som menneske.

Erik Barfoeds beskrivelser fra de engelske fangekolonier sender ikke kun tankerne bagud i historien, men også til nutidens lejre, migranter er sat i i det sydlige Europa og til de mere hjemlige udrejsecentre. Fængslet ved verdens ende er en fortælling om at være udstødt, uønsket og fremmed og nære et inderligt ønske om at høre til, blive holdt af, holdt om og blive accepteret i det fremmede, hvor man skal bygge en helt ny tilværelse op fra bunden. Romanen er dog på ingen måde kun en bedrøvelig fortælling. Den er fyldt med livskraft og ungdommeligt (over)mod undervejs, og det er ikke kun onde mennesker Tom og Becky møder på deres vej. Mest bemærkelsesværdige er pigen Tangara, der tilhører urbefolkningen og som i eventyret er Toms hjælper i kampen for at overleve naturkræfterne.

Som Fangeskibet er Fængslet ved verdens ende kongenialt gennemillustreret med Peter Bay Alexandersens lettere douchede blyantstegninger, der underbygger både handlingen og stemningen i fortællingen, tidsbilledet, personerne og deres udtryk. Illustrationerne kan måske også hjælpe med at ordne romanens forskellige spor for læseren. Tegningerne er efter endt tour de force gennem romanen en nydelse at vende tilbage til og nærstudere. For denne anmelder sender romanen og ikke mindst illustrationerne tankerne tilbage til barndommens Gyldendals Udødelige Klassikere og R. L. Stevensons Skatteøen, illustreret af gode gamle Ib Spang Olsen.

 Fængslet ved verdens ende anbefales på det allervarmeste til selvstændig læsning på mellemtrinnet og måske ikke mindst til oplæsning i klassen eller derhjemme. Romanen er kort og godt stor fortællekunst, som vi voksne også kan nyde. Men man skal nok ikke snyde sig for først at læse Fangeskibet.

 

Forfatter, Erik Barfoed

Peter Bay Alexandersen: Illustrator, Peter Bay Alexandersen

Roman, Fængslet ved verdens ende

Anmeldelsen er skrevet af Søren Fanø

Søren Fanø (1950-2022) Søren var oprindeligt uddannet lærer, cand.pæd. og Master i børnelitteratur og tidligere lektor i dansk ved VIA UC. Han interesserede sig for børne- og ungdomslitteratur og formidlingen af den gennem mange år og var forfatter til både bøger og artikler om denne. Han var tilknyttet indstillingskomiteen til Kulturministeriets Forfatterpris for børn og unge og Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris. Var særligt interesseret i den litteratur, der er rettet mod børn og unge i skolealderen, og som kræver formidling og havde en særlig svaghed for billedfortællinger i alle afskygninger.