””Vi var tyveknægte før,” hviskede Horatio til Tom. ”Før vi havnede her. Vi ville ikke indrømme det, men det
var vi. Nu er vi det igen, bare værre. Herude slår de os ihjel. Lidt ad gangen. Men uden nåde.” Tom skubbede
til ham. Hold din kæft. Han behøvede ikke at minde om, hvor mange tobakspunge, de havde tømt for
Wendy. Hvor mange stykker ost og shillings, de havde fundet skjult i sammenrullede hængekøjer og under
løse brædder. Han tog sig uvilkårligt til den medaljon, han havde om halsen. Den ville der også være nogen,
der savnede på et tidspunkt. Det måtte aldrig blive opdaget.”
Fangeskibet er historien om Tom på 11 år, som i jagten på det gode liv i London ender med sin kammerat
Horatio på et fangeskib. Tom lever under fattigdomsgrænsen med sin mor og søster i en havneby i
Sydengland. Vi er i 1816, og fattigdommen er udtalt overalt, og også meget levende beskrevet i bogen, hvor
børnene færdes i rendestenene med lort til knæene, og hvor bare det at stjæle en kartoffel eller et
daggammelt stykke brød straffes hårdt. Toms far er forsvundet, og hans mor overtaler ham til at prøve
lykken i London. Undervejs på sin rejse til fods oplever Tom mange ting og bliver på et tidspunkt næsten
banket til døde af en flok drenge. Til gengæld møder han også Horatio, og de to drenge ender med at holde
sammen hele vejen til de, desværre, ender i problemer og kommer ombord på fangeskibet.
Her oplever de endnu flere rædsler. Fangerne lever under slavelignende forhold, og Tom og Horatio finder
hurtigt ud af at det gælder om at være snu for at kunne begå sig – og for måske at finde en måde at slippe
væk fra skibet igen.
Bogen er præget af mange skibsudtryk, og hvis man (som undertegnede) ikke er helt hård i skibssnakken,
tager det lidt tid lige at finde ind i jargonen. Jeg tog i hvert fald mig selv i at sidde og google flere ord
undervejs for at kunne følge ordentligt med i historien.
Det er en utroligt barsk og sanseligt skrevet historie. Beskrivelserne af de forhold, børn levede under i
datidens England, er af og til næsten kvalmefremkaldende; samtidig har historien masser af action og
drivkraft, og Tom er ganske ukuelig og lader sig ikke gå på af de triste forhold, han lever under.
Der er mange sammenligninger til Charles Dickens’ Oliver Twist i bogen, både tidsperioden og så de
fattige kår, Tom lever under. Fortsættelsen til historien, Fængslet ved verdens ende er udkommet, og her kan vi følge Toms videre
færden i hans dramatiske historie.
Undervejs er bogen prydet af Peter Bay Alexandersens fine sort-hvide illustrationer. Det gør bogen oplagt
til både oplæsningsbog og selvlæsning for eleverne på mellemtrinnet. Og spændingsglade børn, som er fascineret af gamle dage og Dicken’ske forhold, vil helt sikkert læne sig frem i stolen undervejs og bede om ”bare ét kapitel mere”.