”Bagdøren ude i bryggerset stod åben, den dovne sommervarme strømmede ind.”
”Min mobil vibrerede i mine shorts.”
”Aftenen hvor jeg snakkede med Stefan første gang var lynhurtigt gået.”
”Den lørdag skinnede solen ned gennem de azurblå himmellag, og den reflekteredes sølvglitrende i søerne, svaner svævede vægtløse på vandoverfladen under Københavns funklende irgrønne spir.”
”Mor holdt af at finde på anledninger til fællesspisningerne.”
”Da jeg i februar i 2. g fyldte atten, blev min journal overført til distriktsprykiatrien.”
”Sebastian var den første, jeg kyssede med, og som kyssede tilbage med tungen.”
Dette er de første sætninger, som læseren møder i romanens første kapitler. Man får et tydeligt billede af en ung og rodløs og sårbar pige, der forsøger alle mulige strategier for at klare sig igennem sit gymnasieliv.
Alma går i 2. g og har mødt Stefan. Stefan har dog også mødt andre, og Alma har så rigeligt at gøre med sit eget liv. Hun har angst, og hun har ganske svært ved at tackle sine angstanfald. Dette er en fiktionsfortælling, der har afsæt i forfatterens eget liv. Hun skriver selv: ”Jeg hedder Anna Arendse og jeg skriver poesi, autofiktion og debat. Mine udgivelser spænder bredt fra digte om ungdom, navlepiercinger og sommerfugle, til kronikker om feminisme, festival og mediekultur. Jeg brænder for børne- og ungdomslitteratur og for ærlig, kvalificeret formidling i øjenhøjde. I 2013 blev jeg diagnosticeret med skitzotypisk sindslidelse. De sidste fem år har sygdommen spillet en stor rolle i mine udgivelser. Jeg drømmer om en verden hvor psykiske lidelser bliver behandlet som sygdomme men debatteret med værdighed.”
Så ved man, at det er et ”ægte” liv, der skrives om.
Det gør ikke altid noget godt for en roman, at det er forfatterens eget liv, der skrives om. Det gør det heller ikke her. Det bliver næsten umuligt at skelne forfatteren fra fortælleren. På den anden side er det godt, at der skrives om tilværelsen med en psykisk sygdom. Her er diagnosen fra Region Sjælland med på side 144, hvor man får såvel psykiatrisk status, mål for behandlingen og medicinsk behandling.
De sidste kapitler indledes således:
”Terminsprøverne blev afholdt i gymnastiksalen.”
”Christina gik op på podiet i scenehjørnet og tog mikrofonen.”
”Jeg vågnede gradvist, åbnede langsomt øjnene.”
”Nå, Alma, jeg er ked af den lange ventetid…”
”Forfattere skriver deres egne slutninger.”
Og det er det, forfatteren her gør. Hun skriver terapeutisk, men hun skriver også almengyldigt. Det er en god bog til mange. Og forfatteren har godt fat i sproget. I næste udgivelse vil hun kunne stå mere på afstand af sit eget liv. Det vil være interessant at læse mere om.
Links: Anna Arendse Thorsen
