Hun bliver utilpas, når noget ikke er perfekt. En skæv tand, en dobbelthage, en for stor næse – det får hende til at stille spørgsmålstegn ved folk, nære mistro til dem. Og det er hun ikke alene om.
Sådan præsenteres Celestines mor, der om nogen har et perfekt ydre. De perfekte mennesker findes i en fremtid, der ikke ligger særligt langt fremme.
Bogens bagsidetekst lover det hele:
I Celestines verden er alt perfekt, og alt skal være perfekt. Celestine er smuk, får gode karakterer og har en kæreste, Art, der elsker hende.
Så ved man, at det kun kan gå tilbage herfra; tilbage på Celestines ydre og sikkert fremgang for hendes indre værdier. Det sker. Celestine møder en mand, der er ”Flosset”, hvilket er en person, der er alt andet end perfekt. Ordet står forklaret lige efter titelbladet, som en intro til bogen:
Flosset: belastet af negative, uheldige eller umoralsk uacceptable forhold. At have visse fejl og mangler.
“Flosset” er en bog, der sætter etik, moral og politik til debat. Hvordan kan man gribe ind over for de mennesker, der tænker anderledes, end det politiske system vil have dem til at tænke? Hvor megen kontrol kan et samfund have over menneskers tanker, holdninger og moral? Hvornår må man som menneske handle udelukkende efter egne værdier og ikke efter systemets værdier?
Jonathan Løvehjerte siger i “Brødrene Løvehjerte”, at ”Der findes ting, man må gøre, ellers er man ikke et menneske, men bare en sølle kryster.” Og sådan et valg får den helt perfekte Celestine, der er kæreste med den smukke og perfekte Art Creaven, da hun en dag i bussen møder en gammel mand, der er mærket med et rødt Flosset-armbind. Manden hoster, har ondt og lider, og Celestine får medlidenhed med ham og føler sig nødsaget til at hjælpe ham, selvom det vil koste hende al status og fremtid. Som konsekvens af sin handling bliver hun herefter brændemærket, så hun fremover vil være en paria i samfundet.
Er det de suveræne livsytringer, som K. E. Løgstrup beskrev, der sætter dagsordenen for os, eller er det magten og positionen i samfundet, der driver os?
Og hvordan er man et ordentligt menneske? Dette spørgsmål tvinges Celestine og hendes familie og venner til at overveje, da Celestine bliver mærket. Der er (mellem linjerne) en tydelig samfundskritik, og der er også en klar reference til de historiske apartheid-love, man har set i Sydafrika, Amerika og Hitlers Tyskland. Alt er det genfortalt i en historie om Celestine, der lever i Europa i en tid, vi forhåbentlig ikke kommer til at gennemleve, men som ikke er så utænkelig endda.
Et af mine favoritcitater kommer fra Albert Einstein: “Vi kan ikke løse vores problemer med den samme tankegang, som vi brugte, da vi skabte dem.”
Ovenstående citat udsiges af en af de flossede personer i bogen. Og hvordan samfundet kan genvinde evnen til at agere menneskeligt og medmenneskeligt, er det helt store spørgsmål i “Flosset”. Hovedpersonen, Celestine, udvikler sig som person gennem alle 320 sider. Sproget er godt og levende, og der er masser af gode beskrivelser af miljøet rundt om Celestine. Det er en bog for unge og for voksne. Det er en bog, man bør læse – og diskutere.
