”Jeg hedder Mallory … Dodge. Jeg tog en dyb indånding og kiggede ligefrem. Og jeg kan godt lide… jeg kan lide at læse. Og jeg kan ikke lide. .. jeg kan ikke lide den, jeg er.”
Sådan er det at være Mallory Dodge. Hun er en ung pige, der har fået hjemmeundervisning hos sin flinke og rare adoptivfamilie de sidste fire år. Før den tid var hun i en anden plejefamilie, hvor hendes eneste værn mod ondskab var den lidt ældre Rider. Nu er hun begyndt helt forfra. Hun er begyndt på en skole, – og så møder hun Rider allerede på den første skræmmende dag.
”For altid” er en meget ”amerikansk” ungdomsbog. Der er ikke sex-scener (som hos Sarah Engell eller Boyle Rødtnes), der er ingen realistiske hverdags-familie-livs-dage (som hos Ronnie Andersen) og der er ingen uløselige problemer (som hos Jesper Wung Sung og mange andre).
Her er i stedet en highschool-hverdag med ret (set fra et dansk synspunkt) besynderlige adoptionsordninger (Mallory er adopteret af et lægepar, der åbenbart har ønsket en pige, der kunne erstatter deres afdøde datter Marquette), og der er virkelig meget high-school-liv, hvor man får hele tilværelsen centreret omkring de ”lockers”, vi kender så godt fra Beverly Hills 90210.
Rider, Mallorys bedste ven, bor hos en bedstemor, der har ham i pleje, og så foregår handlingen i spændingsfeltet mellem ”lægehjemmet” og det mere banderelaterede liv hos Rider og hans venner.
Bortset fra alt det amerikanske, der danner en ret cool baggrund for et terapeutisk forløb i Mallorys identitetsdannelse, så er det en velskrevet og velkomponeret fortælling.
Man bliver (også som voksen) grebet af det plot, der først når sit højdepunkt til slut i bogens 519 sider. Man får indblik i det traume, der har overgået Mallory (og sikkert mange andre unge i en eller anden grad). Rider har gennem hele bogen en slags gudestatus for Mallory, der dog også på forunderlig vis får fodfæste hos en mindre gruppe piger.
Ingen kan klare sig alene, sådan lyder det også i den afsluttende tale, som Mallory (og hele ”tale-klassen” skal holde. De skal tale i tre minutter om et menneske, der har haft en særlig betydning for dem.
Her holder Mallory sin mestertale. Efter en skelsættende (og voldsom) begivenhed tager hun mod til sig og taler for alle i klassen. Hun taler ikke om en enkelt person, hun taler om veninden, der holdt fast i hende med sit helt almindelige og meget livsglade syn på tilværelsen, hun taler om de piger i klassen, der inviterede hende til at sidde med ved frokostbordet, hun taler om sine adoptivforældre, om læreren – og ikke mindst om Rider, der altid har været der for hende.
Moralen er helt amerikansk, (men derfor kan den jo være ret god alligevel): Man skal tro på sig selv, man skal lade andre se de gode og dårlige sider hos en selv, man skal dele sine problemer med andre.
”No man is an island”, – nemlig.
Der er virkelig meget dialog i bogen, hvor handlingen skrider kvikt frem med fortællemæssigt overskud. Man keder sig ikke, det er en lang bog, og havde det været end dansk forfatter havde halvdelen sikkert skulle læses mellem linjerne. Det skal man ikke her. Det står på linjerne, men det er fortalt, så man lader sig gribe.
Amerikanske ungdomsbøger skal man leve sig ind i. Så er de herlige. Man skal ikke lade sig irritere over de uselvstændige unge, over skolekulturen, der er så autoritær eller over den bestandige køren rundt efter et sted at være i fred for forældrene.
