Hvem er jeg? Adopteret. Fortabt. Jeg skrev ordene i søgefeltet.
Jeg havde tænkt meget over det på det seneste. I sidste uge havde jeg endda tjekket nogle hjemmesider omkring adoption. Jeg må have set latterlig ud: Med hjertebanken, svedige håndflader og helt klam i maven af nervøsitet.
Jeg mener, det er jo ikke som om der findes en eller anden hjemmeside, hvor der står: Lauren Matthews – klik her for at få oplysninger om din adoption.
Det (forholdsvis) lange citat fortæller meget om bogens indhold. Det er Lauren, der får en skoleopgave, hvor hun skal skrive, hvem hun er. Og hvem er hun? Hun er adopteret, men hvorfra?
Sammen med vennen Jam leder hun over flere kontinenter. Undervejs udsættes hun for mange genvordigheder, der er kriminalitet, overfald og indbrud, der er kærlighed og venskab og gode søskende og jalousi og der er forældre (og adoptionsforældre), der er nervøse og bange.
Det er en spændende fortælling, som rigtignok er noget amerikansk i såvel plot som konfliktløsning, men det må man tage med midt i den medrivende fortælling. Sproget er ungt med de unge, der er masser af dialog, der er slangløst på den amerikanske måde, men fortællingens drive får læseren til at læse videre og videre – uanset sprogets modstandsløshed.
Bogen slutter med en tak til en række centrale personer indenfor området for forsvundne børn, og der er links til hjemmesider, hvor man kan finde oplysninger om fortabte og savnede børn. Således er der et link til ”den virkelige verden”, men heldigvis er det ikke den verden, de fleste af os kender til. De fleste adoptioner er helt, helt igennem regulerede og i overensstemmelse med gældende lov. Det gør dem på ingen måde spændende, det er Laurens fortælling derimod.
