”Solen skinner. Frantz står ude i haven og spiller fodbold med sig selv. Frantz ved bare, at det bliver en god dag. Han føler sig også rigtig godt tilpas. Indeni. Og udenpå. Når Frantz spejler sig i gårdens ruder, ser han en lækker, lækker fyr.”
Og nu skal Frantz til klassefest. Den første klassefest for klassen. Det er hos Charlotte-Sofie, og naturligvis kommer Frantz og Karl alt for tidligt. De har på en eller anden måde ikke helt styr på konceptet med klassefest. Nu skal de spise, og de får frikadeller og rød sodavand. Så sker det:
”Hvis der er noget, Karl hader, så er det at tabe. Derfor kigger han ned på Frantz med øjne, der lyner. Han siger: Rød sodavand smager forfærdeligt. Ikke også Frantz. Frantz kigger op på ham: Ja, det synes du. Men jeg elsker altså rød sodavand.”
Rasmus Bregnhøi har tegnet de to drenges kamp på øjne, hvor man ser gule zig-zag-lyn mellem dem. Gennem hele bogen er illustrationerne i særlig grad med til at tegne de følelser, der er i spil. Og der er mange følelser. Hvem tør gå imod Karl? Ja, det gør Frantz. Han er nemlig ikke bange for at stå alene, for så tænker han bare på noget rart. Og så sker det fine: Karl kommer med ud på dansegulvet.
”Måske er det også meget rart at have en ven som Frantz. En som ikke bare gør, hvad man siger.”
Sådan. Masser af ros til makkerparret her: Katrine Marie Guldager og Rasmus Bregnhøi. De har formået at give komplekse følelser et meget konkret udtryk i ord og billeder.
Links:
