Hun vil tilbage til mørket/ hvor drømmene stopper/ tilbage til mørket og bare gi’ op og/ forsvinde på søvnens bund/ Og der vil hun rulle sig sammen og glemme/ Men noget bli’r ved med at flimre i kanten af søvnen/ en sang/ en stemme, den lyder så fjern så fjern/ men tonerne bugter sig/ gennem de tågede søvnviadukter/ og smyger sig ind gennem øret og … BANG/ Med ét er hun vågen/ Hun kender den sang!
Idet den lille Alba bliver født, flyver den gyldne fugl på forunderlig vis/ gennem den lukkede rude og ind/ som om den var lavet af måneskin. Det er Alba, der er dens mål. Det er Alba, den skal være hos. Som en daimon er den hos hende op igennem opvæksten. Den er en uskyldig, nærmest ubevidst del af hende: så let/ så tæt/ en guldsilhuet/ der hænger i luften/ og kvidrer/ De vænner sig til det. Og livet går videre.
Fra litteraturen ved vi imidlertid, at den slags paradisiske tilstande ikke varer ved. Pigen med de mørke øjne bag hækken er den, der river sløret fra Albas øjne: Fugle er dumme … hvem gider eje/ et kedeligt dyr som dit!
Sådan, så er tvivlen sået – og til sidst lyder da også den næsten forbandelsesagtige bortvisen: Hvor sjovt tror du selv li’e det er at sku’ hænge/ på en underlig pipfugl som dig! Pipfugl, så kan det næsten ikke blive værre. Og fuglen flyver sin vej – Den kommer nok snart igen, tænker Alba, der har gjort regning uden fuglen. For den kommer ikke, hun drømmer om den, men drømmen er ikke fuglen, der er og bliver borte. Selv om den jo skal være der, synes hun? Den hører til?! Man kan forlange det … men nej.
Alba må ud på den store eftersøgning, der går overalt – helt ud til de yderste egne, helt derud, hvor eksistensen næsten hører op. Fugle ser hun nok af, men ikke fuglen.
Der ligger hun helt ubevægelig, stille/ og sover fra duften/ af græs og kamille/ og sover fra lyden/ af bier der brummer/ og fugle der synger/ og sluer der summer/ Hun sover fra ræven/ der standser og snuser/ og solen der skinner/ og floden der bruser/ Hun sover fra tørsten/ og maven der skriger/ hun sover bevidstløst til drømmen sniger sig ind … / drømme forsvind.
Og først her – helt ude på afgrundens rand sker det. Fuglen gir sig til kende (se det indledende citat). Den lille gyldne fugl vil hende igen: Den hun ikke ku’ finde/ fandt hende her/ Og sådan er det/ forunderligt er det, der sker.
Sammen kan de tage hjem, og da de møder pigen med de mørke øjne flytter hun blikket og træder til side, så Alba og fuglen kan komme forbi.
Det er alt, vi behøver at vide. Fra nu af er det igen Alba og fuglen som én enhed. Denne gang ikke mere på uskyldens præmis, men på genvindelsens, en skrøbelighed er skabt i og med muligheden for tab bliver en indbygget del af en ny og anderledes bevidsthed.
Denne fine lyriske ”roman” er jo næsten dybdepsykologi sat på vers. Enheden, der kommer i ubalance og må individueres. Det er mesterligt gjort.
Alba betyder på spansk – symbolsk nok – daggry/solopgang – og på latin betyder navnet hvid/lys. Det signalerer både begyndelse og uskyld … Men begyndelser varer ikke ved, og uskyld mistes – men Alba skal genforenes med sin fugl; det er ikke bare fortællingens, men også livets mening.
Da de bliver koblet sammen i fødselstimen er det meningen, at de skal være ét, men den nagende tvivl kommer imellem og splitter dem ad, hvorfor eftersøgningen bliver en (livs)nødvendighed.
Der er noget afgørende på spil her, og denne søgen efter mening og helhed er udført med sprogligt fuldkomment gehør. Hvor er det bare godt gjort!
Marianne Iben Hansen kender vi jo i forvejen som veloplagt rimsmed. Først og fremmest kender man Axel elsker biler og A, B kom og C (2011), som vel er den bedste ABC, siden Halfdans ABC fra 1967. I år udkommer, ud over Fuglen, Av, det gør nas og Violinspilleren. Sikken et år for denne pragtfulde forfatter!
Tea Bendix har stået for illustrationerne, og de er udført kongenialt med teksten; de lette illustrationer, når alting synes let og ligefremt og de dystre tungt ladede illustrationer, når eksistensen er truet. Her er tale om en værkets enhed båret af to soulmates.
Tea Bendix er uddannet fra Danmarks designskole, har gået på forfatterskolen for børnelitteratur og har egen tegnestue.
Advarsel: Fuglen bør ikke læses sammen med helt små børn, heller ikke i indskolingen.
Men som værklæsning på mellemtrinnet vil den være fin. Den kan såmænd også anvendes i Folkeskolens overbygning – hvor den vil kunne give anledning til gode samtaler om eksistens, mening og betydning. Ligesom det vil være oplagt at lave billedanalyse på Tea Bendix’ smukke illustrationer. God fornøjelse!
Bogen bør være tilgængelig som klassesæt i enhver distributionssamling.
