Fuglenes fantastiske liv

‣ Forfatter: David Lindo

‣ Illustrator: Claire McElfatrick

‣ Oversætter: Leif Schack-Nielsen

‣ Forlag: Gads Forlag

‣ Udgivelsesår: 2022

‣ Pris: 369,95 kr.

‣ Målgruppe:6 - 99 år

‣ Sidetal: 80

‣ ISBN: 9788762740013

”Fugle er spændende, blandt andet fordi de har nogle særlige kendetegn, som ingen andre dyr har, nemlig fjer, næb og vinger. De fleste af dem kan flyve, men de, der ikke kan, har egenskaber som gør dem i stand til at løbe eller svømme. Nogle fugle siger mærkelige lyde, andre synger smukt. De kan have strålende farver eller farver, som falder i ét med omgivelserne. Jeg har elsket fugle, siden jeg var lille, og jeg håber, at du også synes, at de er helt fantastiske.”

 

Sådan lyder David Lindos indledning til denne helt fantastiske, farverige fuglebog. Den er udgivet i Storbritannien før den blev oversat til dansk, men det er ikke ”Havens fugle” eller ”Danmarks fugle”, der er i fokus. Det er alle fugle: hønsefugle, papegøjer, rovfugle, skovfugle, ørkenfugle, byens fugle, tamme fugle, truede fugle og mange flere. Fuglene har navne som Skovhornugle, Misteldroslen, Engpiber og Nordlige Kasuar. Det kan være Stortrappe, Brushane og Indisk påfugl. Der er Skovsanger, Sorthovedet pitohui, Piroler og Lyrehale.

Bogen er opdelt efter temaer, så man læser om æg og unger, flyvefærdigheder, ikke-flyvende fugle,  tamme fugle og nationalfugle. Den danske nationalfugl er Knopsvanen, mens Island har en Jagtfalk. Sveriges nationalfugle er en Solsort, Norges er Vandstæren og Tyskland har Kongeørnen.

Bag i bogen er der et stikord med ord som kikkert, klimaforandriner, klistermærker, klækning, kløer, knogler, kolibrier, kolonier, krebsdyr, krop og kyster. Der er også stikord som uddøen, ugler, underjordiske reder og unger. Så er der en ordliste, så man kan tjekke, hvad ord som ”territorium” og ”evolution” betyder.

 

“Fuglenes fantastiske liv,” er en bog, man vil elske at have liggende på bordet i sommerhuset, i køkkenet og i bilen på vej på ferie. Man bliver nysgerrig, forundret og forbløffet, når man læser om, hvordan Oropendolaer bygger hængende reder, hvordan Maskevæveren kan få græs og blade til at blive en fin rede, hvordan Stor Løvhyttefugl kan bygge smukke reder i farvestrålende nuancer, så hunnerne tiltrækkes.

Man kan google sig til megen viden, men her får man masser af viden, man ikke vidste, man manglede.

Det er herligt, når der er fagbøger til nysgerrige børn (og voksne). Her bliver man klogere på meget, men først og fremmest bliver man forundret over den mangfoldighed, der findes blandt fuglene.

Illustrationerne er nøjagtige og tegnede, så man ser særpræget hos hver enkelt fugl.

Det er en fantastisk bog om ”Fuglenes fantastiske liv”.

 

Er man mere nysgerrig på fugle, så klik ind på: Dansk Ornitologisk Forening

 

 

Anmeldelsen er skrevet af Bodil Christensen

Underviser på Læreruddannelsen i Aalborg, medlem af Kulturministeriets Børnelitteraturpris-komite, anmelder ved ”Efterskolen” og ”Dansk Pædagogisk Tidsskrift”, fast klummeskribent ved Nordjyske Stifttidende. Boglæser – af såvel skønlitteratur for børn som skønlitteratur for voksne. Bodil har været dansklærer i mange, mange, mange år – derfor er al læsning af alle tekster altid (næsten altid) læst med ”lærerblikket”: Hvad kan jeg bruge det til, hvem vil blive lykkeligere/ klogere/ dygtigere eller underholdt af dette? Denne erhvervsskade gør hende – som næsten alle dansklærere – til den fødte anmelder. Bodils børne favoritlæsning er billedbøger, bøger med billeder og så – i den anden ende af skalaen: Ungdomsbøger. Af voksenlitteraturen er favoritterne: Per Petterson, Erlend Loe, Karl Ove Knausgaard og andre gode forfattere.